Mød mig paa Cassiopeia (1951)

Stedvis nuttet, men også lettere distræt musical, der har sine højdepunkter, når Kai Normann Andersens sange er tunet ind på melankolien. Plottet er fantasifuldt, og i den søde sammenhæng købes ganske enkelt præmissen, at musikkens muse kommer på besøg på Jorden.

Bodil Kjer er musen Polyhymnia, der af sin temperamentsfulde farmand Zeus (Johannes Meyer) får lov at tage form som en attråværdig kvinde på sit jordiske besøg. Hun er blevet henkastet hidkaldt af den frustrerede musicalkomponist John Berger (Hans Kurt). Som hun sidder der i sofaen og slanger sig, er hun svær at modstå. Og det er netop Polyhymnias hensigt. Hun vil nemlig gerne opleve, hvordan det er at være feteret jordisk kvinde, så hun er ikke kun på musikalsk mission – til farmands store fortrydelse.

Det bliver dog flyverløjtnanten Harry Smith (Poul Reichhardt), hun for alvor sætter sine amoriner på, men hun glemmer ikke at hjælpe John Berger med at sætte de helt rigtige noder på musicalpapiret.
 

Bodil Kjer er filmens helt store oplevelse med en nærmest svævende præstation, allerbedst i den dybt melankolske musesang, der samtidig hører til blandt Kai Normann Andersens allerbedste filmsange. Men der er også fint skuespil i de øvrige hovedroller. Johannes Meyer er skæg som den mavesure Zeus, der mister sit lyn, Lily Broberg synger sig herligt gennem flere velkoreograferede sangnumre, og Ib Schønberg er særligt pragtfuld, når han er med på scenen og løfter ben i takt med dansepigerne!

De mange sangindslag er bedst, når de opstår i handlingen. Mindre interessante er de mange sceneprøver, der hurtigt kammer over i decideret fyldstof. I helheden glæder det, at der er en relativ fin balance mellem den dramatisk/romantiske handling (uden sang) og de musikalske indslag.