Notorious (1946)

"Notorious" er blevet rost til skyerne fra snart sagt alle sider, og det er fuldt fortjent på flere måder. Men noget mesterværk er filmen nu ikke. Det er det følte, oprigtige skuespil og en pænt eskalerende spændingsforøgelse, der opvejer alle de gabefremkaldende sekvenser, der ind imellem dominerer billedet.

Sød musik opstår
Historien er lidt for længe om at komme i gang, men efter en række banale scener, hvor sød musik opstår mellem mand og kvinde, begynder spændingen så småt at snige sig ind, og det mærkes straks, at det er Hitchcock, der er på banen.

Spion og agent
Alicia Huberman (Ingrid Bergman) er datter af en dømt nazispion. Hun bliver forelsket i den amerikanske agent Devlin (Cary Grant), og forelskelsen er gengældt.

Et fornuftsægteskab

Devlin vil benytte Alice som spion i et forsøg på at gennemskue en nazistsammensværgelse, og i dette fremstød bliver Alice nødt til at gifte sig med naziagenten Alexander Sebastian (Claude Rains) for at komme helt tæt på og skaffe vigtige oplysninger.

Hvem er den flotte mand?

Der opstår selvsagt problemer, for naziagenten bliver meget mistænksom. Hvem er denne flotte mand Devlin, og hvorfor taler hans egen kone så meget med ham?

Upoleret spænding
"Notorious" rummer nogle meget mindeværdige scener, og det er befriende set i forhold til mange af nutidens thrillere, at spændingen er holdt nede på et stemningsfyldt og upoleret plan, hvor det faktisk stort set kun er skuespillet, der sætter adrenalinen i gang, og ikke effekter.

Omhyggelig lyssætning
Hitchcock og hans cheffotograf Ted Tetzlaffs omhyggelige arbejde med lyssætning er en af filmens klare stemningsskabende kvaliteter. Til gengæld er Roy Webbs underlægningsmusik næsten værre end nogle af halvfemsernes mest klichémættede filmtemaer. Det er dræbende(!) for filmoplevelsen.