Det gamle guld (1951)

Morten-Korch-filmene:
De røde heste (1950)
Mosekongen (1950)
Det gamle guld (1951)
Det store løb (1952)
Fløjtespilleren (1953)
Flintesønnerne (1956)
Vagabonderne på Bakkegaarden (1958)
Det skete på Møllegården (1960)
Der brænder en ild (1962)
Kampen om Næsbygaard (1964)
Næsbygaards arving (1965)
Krybskytterne på Næsbygård (1966)
Brødrene på Uglegaarden (1967)
De røde heste (1968)
Manden på Svanegaarden (1972)
Fætrene på Torndal (1973)
Sønnen fra Vingården (1975)
Affæren i Mølleby (1976)
Fruen på Hamre (2000)
 

I 1952 havde de unge på Hjems Højskole på Frederiksbjerg i Aarhus "Det gamle Guld" som diskussionsemne: "100 Medlemmer havde set Filmen. og efter et Kaffebord indledede Kommunelærer H. Therkildsen, Aarhus, Diskussionen med at udtale, at Korch-Filmen var negativ, og at den kun gav en Flugt fra Hverdagen, der var skadelig. Film maa godt være Flugt fra Virkeligheden, sagde han, men den skal underholde paa god Maade.

"Der bandes for meget i dansk film"

[...]  I Diskussionen deltog flere Unge, og det fastsloges, at der bandes for meget i dansk Film, at der søges for lidt efter Virkeligheden, at Peter Malherg var en ef Filmens hyggeligste Figurer, at det var smagløst, at Morten Korch var med i Fiimen, at dansk Film faar for lidt Statsstøtte, оg at der ikke bør produceres flere Korch-Film."

Mangler kapital
Forfatteren Morten Korch har selv en lille rolle i denne tredje af atten fortløbende filmatiseringer af hans romaner. Og han lægger således øre til en af sine egne gruopvækkende historier. Gårdejersønnen Niels Sværke (Poul Reichhardt) har ikke kapital til at købe sin afdøde fars gård, og nu truer en ond og pengestærk svindler i kulissen. Samtidig kan Niels ikke opnå sin store kærlighed, gårdpigen Grethe Holm (Tove Maës), for hvis han skal gøre sig forhåbninger om at beholde gården, må han forlove sig med en, han ikke elsker.

Efter gængse klichéer
Sådan udvikler dramaet sig efter gængse Korch-klichéer. Vi ved jo, at alt ender godt. Problemet med "Det gamle guld" er, at hverken humoren eller alvoren synes tilnærmelsesvis oprigtig. Det hele kører på klichéskinner, så det slår gnister. Morten Korch eller ej, så leverer Poul Reichhardt, Ib Schønberg og Jørn Jeppesen sædvanen tro fint afrundede præstationer – bedst er Ib Schønberg som gennemloyal sognefoged.