Thummelumsen (1941)

At Gustav Wied også kunne være folkelig filmunderholdning beviste Nordisk Film og Emanuel Gregers med denne krigstidsfilmatisering. Med en veloplagt Peter Malberg i titelrollen som landsbytossen, der vinder den store gevinst – og måske også æren – er vi allerede halvvejs i mål til en god filmoplevelse.

I den sjællandske provinsby Gammelkøbing går livet sin vante gang med intriger og sladder. Byens original er Emanuel Thomsen, kaldet Thummelumsen (Peter Malberg), der driver en lille forretning sammen med sin mor. De spinker og sparer for engang at kunne købe den fædrene gård Møllegaarden tilbage. Andre markante skikkelser i byen er den misantropiske toldkontrollør Knagsted, kaldet Livsens Ondskab (Axel Frische), og hans idealistiske ven overlærer Clausen (Richard Christensen). En lotterigevinst sætter omsider Thomsen i stand til at realisere sin drøm, men ikke uden svære kvaler.
 

Og det er da også en fin dramatisk funderet komedie, som særligt Peter Malberg snor om sit talentfulde skuespil – og Gustav Wieds univers tilføres filmisk farve i Valdemar Christensens sort/hvide fotografering. I øvrigt med flere fine locationoptagelser af landlig idyl i meget fin naturlig belysning – og i blæsevejr! Det kan forekomme en kende anmassende med det indimellem kejtet serverede dialektspil. Malberg er en sand mester til det, men Lis Smed er i den anden ende af spektret (for en gangs skuld) slet ikke troværdig som den henrivende bondepige, der meget nødigt vil giftes med Thummelumsen, selvom han er kommet til penge.

Axel Frische får en del ud af vindbøjtelrollen som Livsens Ondskab. Bedst, når han er livsklogt ondsindet – hvis det da ikke er endnu et af hans finurligt velovervejede små numre.

Kai Normann Andersens underlægningsmusik høres der absolut ikke meget til, og det er således behageligt at opleve filmen råt for usødet i det intime landlige setup. Først i 1978 og siden 1993 prøvede dansk spillefilm igen kræfter med Gustav Wied, begge gange med Anders Refn som instruktør og uhyre vellykket: Slægten (1978) og Sort høst (1993).