La stanza del figlio (2001)

Ingen tvivl om, at instruktør og hovedrolleindehaver Nanni Morettis intention med denne film har været at skildre hverdagens små mirakler – og hvordan, en uventet begivenhed kan vende op og ned på tilværelsen på et splitsekund.
 

Forkert tilgang

Men der opstår tvivl, om det virkelig har været hensigten, når resultatet af Morettis anstrengelser betragtes. "La stanza del figlio" er nemlig et mere end almindeligt udtalt skoleeksempel på, hvordan man IKKE skal gå til værks for at fremprovokere følelser og reaktioner blandt publikum.

Detaljeret forfejlet
Forfejlet ned i mindste detalje – hvilket bedst lader sig illustrere i punktform. Men lad os først tage et handlingsresume: Psykiateren Giovanni (Moretti) har en travl praksis, men på hjemmefronten får han al den opbakning, han har brug for fra sin forstående kone og to teenagebørn, der begge er godt på vej videre.

Trist melding

En dag kommer den triste melding, at sønnen er omkommet i en dykkerulykke, og familien havner naturligt nok i dyb krise. Giovanni vælger at fortsætte sit arbejde, men han har meget svært ved at kontrollere sine følelser over for patienterne.

Manglende indsigt
Lad os liste en række punkter, der nogenlunde beskriver filmens manglende indsigt og forfejlede tilgang til emnet:

1. Personerne tegnes kun på den yderste overflade, og vi har ikke en jordisk chance for at identificere os med dem.

2. Skuespillet lider i dén grad under det skøjtende og flakkende manuskript, der aldrig finder ro.

3. Instruktionen er i bedste fald bestået: Scenerne vælter rundt mellem hinanden i uvedkommende, vilkårlig rækkefølge.

4. Hvad der givetvis skulle have været klump i halsen erstattes egentlig af latter og irritation: Filmen er ualmindeligt ufrivilligt komisk.

5. Ihærdige forsøg på at tilføre historien nerve ender i gyseligt krampagtige scener.

Udtryksløs udstråling
Værst ser det ud med hovedrolleindehaver Nanni Moretti, der er decideret dårligt spillende og tilmed er i billedet i snart sagt hver scene. Uanset stemning og situation har han den samme monotone tale og udtryksløse udstråling... 

Savner sansning

Helt ærligt, dén rolle skal udfyldes med bare en anelse sans for de menneskelige udsving – samme sans, som filmen som hele savner. Mange andre knuselskede "La stanza del figlio" ved premieren, og filmen løb bl.a. med intet mindre end Den Gyldne Palme i Cannes(!).