Departure (2015)

Store følelser ånder og pulserer også langt ude på landet, som det opleves af den britiske teenager Elliot (Alex Lawther), der er ved at pakke sammen i det sydfranske sommerhus sammen med sin mor. Huset skal sælges, og allerede hér sidder følelserne uden på tøjet. Men det angiveligt sidste ophold i det sydfranske er også præget af andre store følelser: For Elliot bliver forelsket i den lokale Clément (Phénix Brossard), der umiddelbart er hans diametrale modsætning. Elliot begynder så småt at åbne døren på klem for sin erotiske fascination af mænd, og nedpakningsstemningen får en ny dimension, når Clément er i nærheden.

 

Andrew Steggalls spillefilmsdebut er et betagende poetisk møde med sensibilitet og seksualitet, i høj grad lysende fra Alex Lawthers specielle og smukke ansigt. I rollen som Elliot stråler Lawther af nyopdaget begær kombineret med en nærved transparent uskyld med kridhvid, glat hud og elegante, florlette bevægelser. Med til den umiddelbare succes ved den sarte og indadvendte dramatik hører velovervejede fortællestil, hvor Brian Fawcetts fotografering blandt andet er et aktiv for den subtile stemning med mange indfangelser af detaljer, herunder i høj grad Elliots drengede ansigt og den hemmelighedsfulde sydfranske natur på tærsklen til efterår med løvfald.

Den potentielle kærlighed – eller mulige seksuelle forløsning – i mødet med den rebelske og heteroseksuelt agerende Clément, bygges fint og afventende op gennem filmens første og mest vellykkede halvdel. Her er uskyldsrenheden endnu intakt på flere parametre, og poesien ånder, så det dugger på kameralinsen.

Ærgerligt nok kommer "Departure" ikke i mål som en helstøbt film. For Steggall, der selv har skrevet manuskriptet, falder for fristelsen i flere sterotypiserende retninger. Ikke at klichéerne hugges ud i granit, men det subtile går alligevel tabt til fordel for en langt mere mainstreampræget udvikling. Sidste halvdel af filmen former sig mest af alt som én (over)lang og temmelig kejtet eksekveret slutning. For Elliot må vel finde sin seksuelle identitet, og Clément må vel bløde op i omfavnelsens retning? Samtidig med at skilsmissedramatiserede mor og far må finde den endelige løsning mellem flyttekasserne i Sydfrankrig?

Elegancen, enkelheden og detaljerigdommen føres altså ikke til dørs. Alligevel er det de fine øjeblikke af sanselighed, der huskes – efter filmens lange og kunstnerisk drømmeagtige slutscene.