Broken Flowers (2005)

Jim Jarmusch kan noget med de små, skæve smil. I hvert fald er det netop dén type smil, mange af hans kringlede film afføder, og "Broken Flowers" er ingen undtagelse. Faktisk vokser i "Broken Flowers" en af de mere vellykkede grene i Jarmuschs frodige produktion.

Det er historien om den midaldrende og velhavende Don Johnston (Bill Murray), for hvem den ene joggingsætsklædte dag tager den anden i forstadens trummerum. Men en dag modtager han et mystisk brev, skrevet på maskine og lyserødt papir. Og der er ingen afsender. Don trækker egentlig mest på skuldrene ad beskeden om, at han angiveligt skal have en 19-årig søn derude. Men vennen Winston (Jeffrey Wright) elsker at lege privatdetektiv og går straks i gang med sin helt egen efterforskning. Snart har han en plan klar til Don, hvor han kan rejse fra ekskæreste til ekskæreste fra dengang, hvor han var en rigtig don juan.
 

"Broken Flowers" er båret af en underspillet charme med fine og skæve aftryk, der for en gangs skyld ikke kammer for meget over i det kunstnerisk lidt forstillede, som flere af Jarmuschs film ellers bærer præg af. At det ikke er lige ud ad landevejen, er en klar forventning, og den bliver også indfriet. Men Bill Murrays nærved apatiske pokerfjæspræstation og den tempomæssigt meget rolige iscenesættelse bidrager hele tiden konstruktivt til filmens overraskende enkle ind- og udviklinger.

Besøgene hos ekskæresterne afføder spøjse situationer, blandt andet da datteren til til en af ekskæresterne pludselig går nøgen gennem stuen, uanfægtet – og alligevel inviterende. Det omfattende roadtrip akkompagneres musikalsk af dét kassettebånd, som vennen Wilson har mikset til Don...