Supervoksen (2006)

Den unge danske instruktør Christina Rosendahl har tidligere prøvet kræfter med den spirende seksuelle identitet i kortfilmen "Fucking 14" (2004) – og nu springer hun for alvor ud i spillefilmsformen.
 

Øremærket ungdomsfilm

Fra begyndelsen af filmen står det tydeligt, at Rosendahl er en fortæller ud over det sædvanlige i dansk sammenhæng. En øremærket ungdomsfilm behøver nemlig ikke at være en gennemsnitsvare.

En delikatesse
Det er måske dét, der beskriver Rosendahls film bedst, at den er en delikatesse. Raffineret. Hårfin. Velspillet. Uortodoks. Det uortodokse består i, at fortællingen både i stil og kontinuitet hele tiden skifter form og farve, og rent visuelt har virkelig meget at byde på.

Modigt og vovet
Men filmen fortjener ligeså megen ros for sit mod. Det er på en måde en vovet historie, og de tre tøser i filmens hovedroller bidrager i særdeleshed modigt i denne sammenhæng.
 

Seksualiteten spirer

Filmens krumtap er seksualiteten omkring de 15 år, personificeret i pigerne Rebekka (Emma Leth), Sofie (Cathrine Bjørn) og Claudia (Amalie Lindegård). De føler, de er gået i stå midt mellem barn- og voksendommen og trænger til at komme videre, ikke mindst, når det drejer sig om sex.
 

En egen alvorsleg

Så pigerne opfinder deres helt egen alvorsleg, hvor de tvinger hinanden ud i aparte situationer, fx at udgive sig for at være en luder eller tungekysse med en pige, en dramatisk og ikke ufarlig leg i en famlende søgen efter identitet.

Mellem afgrund og leg
Det hårfine i Rosendahls film kommer især til udtryk i, at filmen balancerer midt mellem afgrund og munter leg. Historien lægger op til ubehageligheder, men afvæbner med en uforudsigelig humor.

Blanding af stemninger

Netop denne blanding af stemninger, farver og figurer (meget flotte slowmotion-portrætter af pigerne) skaber en varme og intensitet, der giver stof til eftertanke. De små voksenbiroller er overraskende velspillede.