Sabotage (1936)

    En biografdirektør planlægger en terrorhandling i London, mens en agent er på sporet af ham, men hele tiden et skridt efter ham.


    TEKNISK FLAIR

    I denne tidlige Hitchcock-film, der af samtidens kritikere blev kaldt "en manual til terror", følger vi planlæggelsen af en grum omgang sabotage i London city.
     

    Ude i noget snavs

    Biografdirektøren Karl Verloc (Oscar Homolka) har rodet sig ud i noget snavs: Mens hans unge kone Sylvia og hendes lillebror Steve uvidende sælger billetter og serverer maden for ham, går Karl i dystre tanker om at lægge London i mørke.
     

    En tidsindstillet bombde

    I samarbejde med organiserede bagmænd arbejder Karl Verloc sig op i graderne og skal snart være hjernen bag en tidsindstillet bombe, der dog i hænderne på drengen Steve sprænger i luften et andet sted, end det var tiltænkt.
     

    Et skridt efter

    Hele tiden et skridt efter, men dog på sporet er Scotland Yard-agenten Ted Spencer, der forklædt som grønthandler følger Verlocs bevægelser på tæt hold og har en følelsesmæssig interesse i Sylvia.

    Elegante Hitchcock
    "Sabotage" leverer på en time og et kvarter stilfuld, men lidt vag spænding, hvor den egentlige kernevej til nervebanerne blokeres af på-det-jævne-skuespil og en næsten udebleven karakteridentifikation.
     

    Forbliver overfladisk

    Bekendtskabet forbliver overfladisk, men hvad man savner i det narrative forløb og i særdeleshed den psykologiske spænding, får man til gengæld i instruktørens elegante omgang med lys og skygge.

    God timing
    Det skaber en fin, æstetisk raffineret film. Velklippet og præget af god timing, men teatralsk i sin præsentation af karakterer og handling. Med andre ord en thriller, hvis eneste hårrejsende effekt er den spektakulære tekniske flair.



    Anmeldt i 2009 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020

    Fakta om filmen

    1936, Storbritannien, Thriller, Børn på film, 76 min.

    Dansk titel: Sabotage
    Instr: Alfred Hitchcock Prod: Michael Balcon Manus: Charles Bennett Baseret på: romanen "The Secret Agent" af Joseph Conrad Foto: Bernard Knowles Klip: Charles Frend Mus: Hubert Bath, Jack Beaver, Louis Levy