Min datter Nelly (1955)

Se først og fremmest denne film på grund af Maria Garland. Hun bærer det gumpetunge drama et pænt stykke, men kan ikke alene stå til ansvar for Alice O’Fredericks’ grundlæggende kedsommelige filmatisering af Leck Fischers skuespil "Moderhjerte".

Nelly er 18 år (Lillian Tillegreen) og har fra blealderen være plejebarn hos den ømme Ingeborg (Garland). Så da hendes biologiske mor pludselig vil tage ansvar og have Nelly med sig til Københavns fristelser, er det bestemt ikke med Ingeborgs gode vilje. Men tilbuddet om storbyen falder sammen med, at Nelly har gjort i nælderne. Hun har gjort sig uheldigt bemærket til et lokalt bal, hvor en overdreven alkoholisk indtagelse bragte hende ud af fatning. Så nu er hele det lokalfynske samfund på nakken af hende med stirreøjne og bagtalelse. Men storbylivet viser sig også at byde på svære prøvelser. Først og fremmest væmmelige mandfolk, der kun vil i underbenklæderne på stakkels Nelly! Og så kan det nok være, at hjemveen melder sig. Heldigvis står Ingeborg klar med åbne arme.
 

Garland overskygger helt sine medspillere og er klart bedst, når melankolien sænker sig over hende. Her er smerten og hjertesorgerne til at tage og føle på. Lillian Tillegreen filmdebuterer omvendt ujævnt i en tyndt skrevet rolle som den naive lillepige Nelly, der dårligt forstår, hvad det betyder, når et mandfolk læner sig ind over hende med trutmund. Dyrlægen Kaare (Poul Reichhardt) er skrevet og serveret helt uden kant og er blot en håbløs stereotyp. Bedre lykkes Erni Arneson som den rige, fraværende mortype og i skildringen af hele det medfølgende overfladiske københavneri – hvor hårdt og usandsynligt, det end er tegnet op. Her er Bendt Rothe en slemmer karl af en skørtejæger, og Bodil Steen hyperkrukket veninde.

Der opstår en tidstypisk moralprædiken i flere af Maria Garlands replikker. Her i samtale med dyrlægen Kaare, der bestandig gør kur til Nelly, men er ualmindeligt dårlig til det:

Kaare: [om fotografi af Nelly] "Hun ser vældig fiks ud, hva’?"
Ingeborg: "Ja, det er da mere, end man med nogenlunde rimelighed kan påstå, at De gør."
Kaare: "Hva’? Mig? Det er vel også noget andet?"
Ingeborg: "Hvorfor nu det? I vore dage, hvor de unge piger går i biografen en gang om ugen og ser på verdens dejligste mænd, der må I da så sandelig strenge jer an."
Kaare: "Jo... men en dyrlæge skal vel ligne sit arbejde?"
Ingeborg: "Ja, men han behøver såguda ikke ligne sine patienter!"

Og i den velsagtens eneste "venskabelige" ordveksling mellem plejemor og biologisk mor, lyder det sødt:
Kitty: [om Nellys nye kjole] "Så hun køn ud i den?"
Ingeborg: "Ja... I den alder er det jo temmelig ligegyldigt, hvad man hænger på et pigebarn."