The Young Lions (1958)

    Vi følger tre soldater, en tysk og to amerikanere, mens de forsøger at navigere i den buldrende 2. verdenskrig.


    »STORT ANLAGT«

    Stort anlagt krigsdrama instrueret af Edward Dmytryk og med en lang række store skuespillere, primært i mindre roller. "The Young Lions" er med en spilletid på over 2,5 timer ikke bleg for at pensle bredt og i flere lag, men parakdoksalt nok opleves storfilmen i helheden som en kende uforløst, blandt andet fordi den ikke tager sig tid nok til at følge sine protagonister i et bredere spektrum af krigens dønninger.

     

     

     

     

    Det meste af handlingen viger faktisk uden om deciderede krigshandlinger, idet der er større interesse for at skildre livet i barakken, mødet med diverse kvinder og andre semihverdagsdramatiske optrin. Hér kunne godt have været ønsket en lidt mere vægtig egentlig krigsdisponering, eftersom kærligheds- og tomgangsintrigerne aldrig kommer til at stå helt stærkt og troværdigt som bærende handlingselementer. Men når det så er sagt, lykkes Dmytryk og hans Oscar-nominerede fotograf Joseph MacDonald flot med at indfange stemningerne i disse mindre testosteronpumpede aspekter af krigshverdagen. Og særligt historien om Christian Diestl bærer frugt i Marlon Brandos fluktuerende maskuline præstation (naturligvis med blond hår og desværre også kejtet tysk-engelsk diktion). Omvendt er det lidt svært at fatte dybere sympati med den bette og soldatervoksenmobbede Noah Ackerman, som Montgomery Clift kæmper med at få ud over rampen, belemret med en lidt for ynkværdig fremtoning. Blandt amerikanerne er Dean Martin i en langt mindre rolle betydeligt mere afrundet som Michael Whiteacre. Og så er der dejlige damer nok, der byder sig til – de mest æggende selvsagt for de "rigtige" mænd. Således kan Diestl vælge og vrage mellem diverse vamps og femme fatales, som de vrider sig ind og ud af skræddersyede kjoler med en flaske vodka skødesløst hængende i den ene hånd (bedst er May Britt som den selvsikre forførerske Gretchen Hardenberg).

    Handlingen strækker sig fra tiden umiddelbart før krigens udbrud og henimod de døende dage af kampene. Vi følger primært to soldater, tyskeren Lt. Christian Diestl (Marlon Brando) og amerikaneren Noah Ackerman (Montgomery Clift) – med afstikkere til landsmanden Michael Whiteacre (Dean Martin). De to sidstnævnte har noget med hinanden at gøre, mens tyskerens historie fortælles (stort set) uden krydsning til amerikanernes (der opstår et par bette møder).



    Anmeldt i 2026 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026