Sekstet (1963)

I en tid, hvor der i hvert fald i nogle grene af dansk film blafrede forårsvinde i retning af at skabe æstetiseret socialrealisme og nybølge, barslede Annelise Hovmand hér med et tiltænkt fortættet "sekskants"-drama – produceret af ægtemanden Johan Jacobsen.

Året før havde Palle Kjærulff-Schmidt søsat den desværre temmelig stivbenede Weekend (1962), der dog reelt banede vejen for andre lignende film op gennem 1960'erne, herunder ikke mindst Kjærulff-Schmidts egen og anderledes vellykkede Der var engang en krig (1966) og til dels også Henning Carlsens temmelig kejtede Mennesker mødes og sød musik opstår (1967).

"Sekstet" er noget af en rodebutik, og skæbnefortællingerne bliver aldrig tilnærmelsesvis interessante. Det er formen, det tekniske og de medfølgende glimt af sort/hvide sommerstemninger, der løfter dramaet over laveste vandstandsfællesnævner.

Og så er der et lille twist i fortællingen. Ganske vist temmelig kejtet og tidstypisk hysterisk fremstillet, men ikke desto mindre fatalt og fremmeligt for en dansk film anno 1963: To af filmens hovedpersoner, vennerne Peter (John Kelland) og John (Bodil-modtagende Ole Wegener) er nemlig vistnok mere end bare venner...! Og dét medfører (selvfølgelig) ramaskrig – især fordi den smækre, badedragtsklædte Lena (Ghita Nørby) i dén grad har fyldt sin helt egen gearkasse med fuldsyntetisk olie for at kunne komme i buksen på den stoute, velbyggede Peter.

Filmens anden fortælling, der kredser om halvdelen af "sekstetten", kører i åben bil gennem sommerlandskaber med Robert (Axel Strøbye) bag rattet, konen (snart ekskonen, erfarer vi) Elaine (Bergman-skuespillerinden Ingrid Thulin) på passagersædet og teenagedeledatteren Rachel (Hanne Ulrich) på bagsædet. Rachel har snart hænderne fulde og udfordrer en tilfældig lokal dreng i iskagekøen ved at bede ham fiske en daler op af hendes forklædekjole... tydeligvis en erotisk højdepunktsoplevelse for knægten, der spejder længe efter vognen, da Rachel og co. er kørt videre...

Dette trekløver er egentlig helt skudt ved siden af i sammenhængen – og lider især under Ingrid Thulins fatalistiske overspil (hun er en karikeret hystade). Så er der afgjort noget mere stemning over det romantiske trekløvers fortælling.

"Sekstet" åbner med en over syv minutter lang(!!), uforklaret jazzseance, hvor der øves og udøves "på tirsdag"-rytmisk jazz til den helt store guldmedalje. Fuldstændig uvedkommende for resten af handlingen – andet end at denne intro sådan lidt "kunstnerisk" søger at vise indspilningerne til filmens jazzede underlægning! Og manifesterende, at "nybølge = jazz", fordi det åbenbart bare er smart og lidt artsy at lytte til jazz! I øvrigt toner, der i høj grad forstyrrer dén flig af ægthed, der trods alt opstår i filmens scener fra det danske sommerland... med højdepunktet Peter og Lena på robådstur til en lille ø.