Shooting Dogs (2005)

Dette britiske epos udi at skildre et af nyere tids mest bestialske folkemord ender desværre i patos snarere end historiske kuldegys. Det kræver ikke stort kørekort i fantasifuldhed at forestille sig, hvordan "Shooting Dogs" kunne have taget sig ud, hvis vægtningen havde været lagt helt anderledes.

Vidner til et folkemord

Rwanda, 1994. På en FN-militærbevogtet skole i Kigali oplever en britisk katolsk præst (John Hurt) og en britisk lærer (Hugh Dancy) på nærmeste hold, hvordan blodet springer og hovederne ruller, da alle tiders mest bestialske folkemord bryder ud for øjnene af dem.

Agerer statister

Reelt set kan de to kun agere statister og håbe, de ikke selv falder for en machete. De forsøger begge virkelig at gøre en forskel, men det er så godt som umuligt i et blodbad, der ender med at koste nærmere en million mennesker livet.

Gode kort på hånden

"Shooting Dogs" har rigtig god kort på hånden, i og med at dette virkelige livs ubeskriveligt omfattende mareridt næppe kunne være mere oplagt filmstof. Men instruktør Michael Caton-Jones forvalter desværre ikke "historietimen" fornuftigt.

Bliver patetisk

Først og fremmest bliver genfortællingen af folkemordet ret hurtigt patetisk: At de mange lig i gaderne og markerne ikke har den store hårrejsende effekt skyldes, at de opleves som "tilfældigt placeret" (og med lukkede øjne) i kameraets afsøgning af den hektiske, hårrejsende nervekrig.

Savner balance

Underkastet Dario Marianellis "fremmedartede", stemningsdikterende underlægningsmusik savner disse scener – og filmen som hele – således dét blik (og øre) for autenticitet og respektfuldhed, der kunne have højnet oplevelsen betragteligt.

Spil uden tænding

John Hurt og Hugh Dancy ejer de to bærende hovedroller – begge hvide mænd i en Rwanda-baseret fortælling. Spillet er uden tænding, selvom rammerne lægger op til det. Igen nok et resultat af filmens forfejlede vægtning.