Jindabyne (2006)

    Fire mænd opdager et lig på en fisketur i den australske udmark. Deres valg med at vente med at rapporte det giver bagslag.


    FORKERTE VALG I UDMARKEN

    Der er stoppet lige et gran for meget i dén goodiebag, der udgør "Jindabyne", en velfortalt australsk udkants-thriller præget af ro, dybde og stor udstråling. Det proppede kommer til udtryk i et lidt for presset manus, der med fordel kunne have brugt et ukrudtsjern.

     

    Meget opslugende

    Men det er en ret lille hage i en generelt meget opslugende filmoplevelse, hvor instruktør Ray Lawrence imponerende evner at holde snor i netop indholdstyngden samtidig med, at han har en klar plan – og følger den – for en både visuel og stemningsmæssig identitet.

     

    Selvforskyldt kattepine

    "Jindabyne" er også navnet på den australske flække, vores hovedpersoner bor i. Da fire mænd og venner tager på fisketur i bjergene, havner de snart i en kattepine, de nok godt kunne have undgået med bare en smule mere smartness.

     

    Et mærkeligt valg

    De finder nemlig liget af dén aboriginske teenagepige, som filmens første scener har antydet må være offer for en seriemorder. Men i stedet for at vende om og melde det til politiet, vælger vennerne at fiske videre (med kvinden bundet fast med hovedet nedad i vandet) og vente flere dage med at rapportere det.

     

    Ustoppelig lavine

    Det falder i dén grad offentligheden for brystet, og hovedpersonen Stewart (Gabriel Byrne) får også talrige fur af sin kone Claire (Laura Linney) for de aparte disponeringer i vildmarken. Med andre ord: En gevaldig og tilsyneladende ustoppelig lavine af dårlig stemning ruller.

     

    Betagende ro

    "Jindabyne" er betagende rolig, men samtidig ætsende intens. Og det er ikke kun kriminalplottet, der gnistrer. Faktisk er det i særlig grad parforholdet – eller manglen på samme – mellem Stewart og Claire, der tager kegler i et forrygende (og velskrevet) samspil mellem Byrne og Linney.

     

    Fin veksling

    Der veksles fint mellem de forskellige lag i historien, og vandre- og fisketuren er skønt skudt i yderst smukke omgivelser. Flere af de centrale birollefigurer drukner lidt i filmens nævnte høje lixtal, og hér kunne der med fordel have været investeret bedre.



    Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025

    Fakta om filmen

    2006, Australien, Drama, Krimi, Mystik, Teenagere, Børn på film, Bjerge på film, Biler på film, Seriemordere, 123 min.

    Dansk titel: Jindabyne
    Instr: Ray Lawrence Prod: Catherine Jarman Manus: Beatrix Christian Baseret på: novellen "So Much Water So Close to Home" af Raymond Carver Foto: David Williamson Klip: Karl Sodersten Mus: Paul Kelly, Dan Luscombe
    Priser
    • CAN-N - C.I.C.A.E. Award-nominering