Else Kant (1978)

Forfatteren Kirsten Thorup dramatiserede hér til tv to episoder om den midaldrende Else Kant, baseret på to romaner af Amalie Skram, der selv sidst i 1800-tallet mærkede psykiatriske afdelinger og hospitaler på egen krop og sjæl. Miniserien er instrueret af Line Krogh.

På mange måder er "Else Kant" Skrams selvbiografiske materiale, der på tv først og fremmest manifesteres gennem en meget stærk titelrollepræstation af Karen Wegener. Og dét er selvsagt uhyre vigtigt i en handling, der centrerer sig om et så betændt mentalt materiale.

Else føler sig utilstrækkelig som både mor, hustru og kunstmaler. Hun lider af søvnløshed og depressioner, og i samråd med sin mand Knud (Holger Juul Hansen) lader hun sig indlægge, først på kommunehospitalet  – og bliver senere overført til Sct. Hans-hospitalet. Her bliver hun mødt af datidens behandlingstilbud og nedladende overlæger, der bestemt ikke lægger op til nogen bedring. Samtidig er Else omgivet af langt dårligere kvinder, der enten er nattergaletrillende, selvskadende eller svært hallucinerende.

I en meget tør DR-tv-teaterkulisse byder miniserien ikke op til visuelle udskejelser eller variation (undtagelsen er de fine kostumer). Dramaet kommer indefra, og har du tålmodigheden til at afvente og registrere, lønner "Else Kant" sig over de tre timer, den udspiller sig. Det går langsomt, det er teatralsk og er indimellem temmelig småkedsommeligt, men fortællingen byder samtidig på et enestående historisk indblik i datidens danske psykiatriske behandlingstilbud – og er et vindue til Amalie Skrams personlige skæbne og forfatterskab.

Mange af de primært kvindelige biroller lykkes fint med at formidle "det glade vanvid". Bedst er Jessie Rindom som frk. Hall. I den anden ende af det mentale spektrum brillerer 83-årige Ellen Margrethe Stein i sin sidste rolle helt i starten af anden episode som den gamle kone, der følger Ellen til Sct. Hans i hestevogn – en af miniseriens mest velspillede scener.