The Skull (1965)

    Da en antikvitetssamler køber Marquis de Sades kranie, kan han ikke vide, at det bliver begyndelsen til et større mareridt.


    »SADISTENS KRANIE«

    Lettere siveprutsfesen britisk gyser, der fabulerer frit over Donatien Alphonse François de Sade (bedre kendt som Marquis de Sade, 1740-1814) – eller rettere sagt: Det, der angiveligt er hans kranie! I øvrigt i en dramatisering, der intet har med virkelighedens de Sade at gøre, hvorfor også efterkommere af markisen nedlagde veto ift. at bruge hans navn på plakaten.

     

    Da den distingverede antikvitetssamler Christopher Maitland (Peter Cushing) køber dette potentielt uskyldige kranie af en lettere slibrig sælger (Patrick Wymark) for 1000 pund, er det bestemt ikke til at vide, at dét at have kraniet stående i et glasskab meget snart skal udvikle sig til et regulært mareridt. Som filmens danske biografdistributionstitel "Det levende kranie" antyder, er de Sades kranie nemlig ikke venligt stemt...

     

     

     

     

    "The Skull" lægger fint fra land i en række lækkert æstetiserede, typisk 1960'er-britiske udendørs- og interiørbilleder – yderst dueligt fotograferet af genrespecialisten John Wilcox. Hér er der endnu en vis pirrende spænding i retning af, hvad filmen med den fascinerende titel kan og vil. Det er dog ikke en spænding, der varer ret længe. Filmen udvikler sig i en både tør og håndtam retning, hvor tilskueren skal være gjort af fase 4-porøst glas for at kunne finde ret mange plottwists i handlingen skræmmende.

    Til gengæld tager alt det skingre i Freddie Francis' iscenesættelse vedvarende til:  Således får vi en tiltagende dissonerende handling, hvor det mystiske kranie spiller en hovedrolle, der aldrig får kød på sine knogler.



    Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    1965, Storbritannien, Thriller, Mystik, Gyser, 83 min.

    Dansk titel: Det levende kranie
    Instr: Freddie Francis Prod: Max Rosenberg, Milton Subotsky Manus: Milton Subotsky Baseret på: historien "The Skull of the Marquis de Sade" af Robert Bloch Foto: John Wilcox Klip: Oswald Hafenrichter Mus: Elisabeth Lutyens