Hangman (2017)

Teknisk habil og lækker, genremæssigt stilsikker, men samtidig hylende uopfindsom og forudsigelig seriemorderthriller med Al Pacino i en sammenbidt, nærmest apatisk hovedrolle. Han er den pensionerede drabsbetjent Ray Archer, der kaldes tilbage i gerningen af sin tidligere makker, Karl Urbans Will Ruiney.

Seriemorderens gåde

Sammen skal de forsøge at få skovlen under en udspekuleret og særdeles bestialsk seriemorder, der hærger inspireret af en børneleg og som placerer en gåde på hvert et gerningssted.

Lidt kvindelist

Med på slæb har d'herrer (helt usandsynligt) den insiterende journalist Christi Davies. Hun er både djærv og hårdkogt og viger ikke tilbage ved synet af lemlæstede lig... og så kan hun måske byde ind med kvindelist i opklaringsarbejdet.

Gumpetunge klichéer

"Hangman" overrasker faktisk ved at indeholde scener, der kalder på en anelse eftertænksomhed. Dette midt i den ellers idiotisk skrevne og eksekverede fremdrift, der helt efter bogen er svøbt i både gumpetunge klichéer og masser af "saftig" underlægningsmusik.

Små lommer af intensitet

Men der opstår altså små lommer af intensitet, hvor også Al Pacinos apatiske sovekammerøjne-spil får en smule mere glimt i øjnene. Alt i alt en glat og uambitiøs thriller, der dog leverer genrevaren uden at ryge helt i sumpen.