Time [1] (2021)

Den BBC-producerede "Time" går kompakt og lineært til værks: Således er de bare tre episoder fyldt til bristepunktet med alverdens intriger og sprødgørende sidehistorier – og dét er både første sæsons force og svaghed. Sean Bean er uden tvivl den allerbedste grund til at se "Time". I en præstation præget af det brødbetyngede og en ængstelighed over at være havnet bag tremmer side om side med båtnakkede hårde kriminelle er han dybt troværdig og reelt også knuselskelig.

Han er familiefaren Mark Cobden, der længe har haft et tungt alkoholproblem. Og da han en aften påkører, dræber og flygter fra en cyklist efter en håndfuld stive vodkaer, er skæbnen ensrettet: En tur i fængsel. Bag tremmerne må skolelæreren Cobden efter bedste evne nu forsøge at lære fængslets uskrevne regler, og han kommer ikke udenom at skulle træffe nogle meget svære beslutninger undervejs.

Det er synd at sige, at begivenhederne i "Time" falder som overraskelser – det vidner det yderst lineært skrevne og eksekverede snit om, hvor dramaturgiens grundskole-ABC nærved skyller ind over tilskueren som flod efter ebbe. Ikke altid lige kønt, men heller ikke nok til, at sæsonen oversvømmes.

En tungtvejende sidehistorie, hvor vi følger fængselsbetjenten Eric McNallys (Stephen Graham) sjælekvaler, kunne med fordel have været skåret helt væk. I hvert fald opleves pladsen og kampen om opmærksomheden som for trang gennem blot tre kompakte og dramatisk højtbelagte tremmeepisoder.