Once Bitten (1985)

Det er svært at tørre smilet af læberne i mødet med dette vellykket parodierende vampyr- og teenage(sex)-komediegys. "Once Bitten" emmer – ud over et lækkerbisken-1980'er-tidsbillede – af fortælle-, spille- og farvelyst (og -rigdom). Og det hele er tilmed fantasifuldt, letløbende og balanceret.

"Once Bitten" overrasker yderst positivt med den farvestrålende indramning, hvor alle de skøre, skæve og myteomspundne indslag blander sig elegant med teenageromantikgenren – og hvor alt i vid udstrækning overlades til tilskueren selv at perspektivere på. Det kommer til udtryk både i det veloplagte skuespil (særligt Carrey og Hutton overbeviser med en fin timing og sødme) og i de visuelle ideer, hvor cheffotograf Adam Greenberg konstant udfordrer tilskuerens evne til at agere i fri leg.

En flere hundrede år gamle vampyrgrevinde (Lauren Hutton) er ved at være godt frustreret. Hun skal nemlig hurtigst muligt se at få drukket blod fra en jomfrudreng, hvis hun skal bevare evig ungdom og skønhed. Da hun render på gymnasieeleven Mark Kendall (Jim Carrey), øjner hun en chance.

Mark er let at forføre. Han bærer selv på en dyb frustration over endnu ikke at have dikkedikket med kærestepotentialet Robin Pierce (Karen Kopins). Så da grevinden byder sig til med sin halvanden meter dybe udskæring og eklatante sovekammerøjne, er han let at få med hjem på "slottets" skibsbriks. Herefter starter en kamp på liv og blod. For hvis først det lykkes grevinden at bide Mark, vil han for evigt være vampyrdømt.

Filmens komiske overdrev kammer næsten aldrig over, med undtagelse af den lidt ekstreme (og overlange) slutsekvens, hvor alle løse ender skal samles i en farceagtig totalløsning. Med masser af tidstypiske popsange (inklusive filmens eget titelhit) lagt oveni John Du Prez' orginalmusik er lydbilledet temmelig proppet. Men fordi mange af popsangene opstår som en del af handlingen, bliver anvendelsen aldrig kvælningstruende.