River Wild (2023)

Sammenhængende film:

The River Wild (1994)

River Wild (2023)

Selvom Ben Ketais "River Wild" ikke skilter åbenlyst med det, er der faktisk tale om en genindspilning – eller snarere nyfortolkning – af Meryl Streep/Kevin Bacon-actionbaskeren The River Wild (1994). Og der er da også potentiale i dén historie til mere end bare en enkelt film. I hvert fald, hvis der er penge til at realisere dramaet i vildmarken. Og det er der her, så resultatet i mødet med naturen er blændende smukt i Gevorg Gev Juguryans glimtvis iknæsænkende billeder af bjerge, dale og floder.

Et søskendepar skal lige genfinde sig selv og hinanden efter en længerevarende krise, og det gør de ved at tage på wild river rafting, en disciplin, brormand er erfaren i. Med om bord har de en bekendt gut, der er prøveløsladt (var dét nu smart?) og et par unge kvinder, der gerne vil prøve vildmarken. Men der skal ikke løbe så meget vand gennem floden, før der opstår alvorlige problemer, og det lille hold står nu i en akut situation midt om natten – hvor der tilmed er både vold og potentiel død involveret!

"River Wild" er en del bedre end sit almene ry og yder i sin fortællestil langt mere ro og muligheder for perspektiver på egen tænkning, end den som produkt umiddelbart syner af på plakat og beskrivelse.

Nævnt her er allerede den visuelt sublime inddragelse af naturen, men det gælder også på lydsiden: Der er lange(!) passager helt uden underlægningsmusik, hvor naturens egne lyde (og dem er der mange af i vildmarken) får pusterum, og disse sekvenser bliver så intense, at det nærmest kan høres, når et blad falder til skovbunden. Denne sum skyldes flere vellykkede valg: Det er jo åbenlyst ikke, fordi plottet er decideret genialt, men det betændte vildmarksdrama er simpelthen rammet så flot ind, at det tilmed overskygger den lidt strømlinede 1990'er-thriller, det er baseret på. Skuespillet er mere end bare "endnu en rolle": Der opstår faktisk sekvenser af troværdige kuldegus i de – indrømmet – tyndt skrevne rolletyper.