Snowpiercer (2013)

Dette sydkoreansk producerede og instruerede højglans-drama, baseret på den grafiske romanserie "Le Transperceneige", sætter ikke sit lys under en skæppe. Vi er i afdelingen for frisk, grænsende til hyperaktiv, iscenesættelse – og så kan det godt være, præmissen lægger op til netop dette, men mere ro på havde gavnet de postapokalyptiske krumspring en hel del.

I bedste Noas Ark-stil

I en ikke ligefrem fjern fremtid er menneskeheden – næsten – udslettet som følge af en klimaforandringsskabt apokalypse. Jorden er frosset til is, men ombord på højhastighedstoget "Snowpiercer" befinder sig en ordentlig røvfuld mennesker, der i bedste Noas Ark-stil har været så heldige ikke at være ude, da kloden frøs.

I loop rundt om kloden

Spørgsmålet er så, hvad de egentlig får ud af togrejsen. Toget penetrerer snemængderne uden at stoppe og kører i loop rundt om kloden. Imens forsøger de ombordværende efter bedste beskub at klare sig til dagen og sporvejen, og det er ikke nødvendigvis hverken let eller sjovt, for hér hersker et lukket og militant klassesamfund, hvor pøbelen er bagest og eliten forrest, adskilt af talrige blytunge døre.

En ordentlig mundfuld

Da en gruppe rebeller beslutter sig for at gøre oprør mod hierarkiet og bevæge sig fremad i toget, skal det snart vise sig, at de har gabt over mere, end de havde kunnet forestille sig.

Bedst i starten

"Snowpiercer" er bedst i starten, hvor der endnu lægges op til leg med fri fantasi i de lækre og overbevisende togkulisser. Det er i høj grad det sprøde produktionsdesign, der holder toget (og filmen) på skinnerne, og udnyttelsen af den altomsluttende one location holder helt i mål.

Holder sig ikke på måtten

Snart står det dog klart, at filmen i sin fortællestil ikke har tænkt sig at holde sig på måtten. Der skrues betragtelig op for blusset i både lyd og billede, og det fascinerende eventyr udvikler sig til en hyperaktiv heksekedel i stil med Ringenes herre-filmene.