To minutter for sent (1952)

Overvejende fermt dansk film noir-indspark, der især imponerer med sin sort/hvide æstetik og de blændende locationoptagelser fra Københavns centrum. Det mærkes allerede i det usædvanligt ambitiøse anslag, hvor Max Paduan (Poul Reichhardt) kører gennem storbyens smalleste gader i en åben bil.

Et giftigt giftermål

Max er gift med den meget sarte Grete (Grethe Thordahl). Hun er sygeligt jaloux og er altid over manden som en høg, hvis ikke han kan redegøre for sine gøremål. Det skal vise sig at blive giftigt, efterhånden som filmens kriminalplot udfolder sig.

Flere mistænkte

I et antikvariat findes nemlig liget af den unge Sara Klint (Jeanne Darville). Angiveligt har Grete, mens mordet har fundet sted, befundet sig kortvarigt i antikvariatet – men flere ting peger nu på, at det kan være Max, der er gerningsmanden... eller den pukkelryggede urmager Jacobsen (Erik Mørk), der har forretning lige ovenpå antikvariatet...

Iboende suspense

Selve kriminalplottet er ikke filmens stærkeste side. Snarere er det den iboende suspense i storbyæstetikken, der lever, når den indfanges så mesterligt, som det er tilfældet hos fotograferne Verner Jensen og Jørgen Skov.

Meget at gå på opdagelse i

Og så er der skuespillet: Her er meget at gå på opdagelse i, særligt i birollerne. Grethe Thordahls nuancerede hysteriske tilfælde af en kone, Jeanne Darvilles (i tilbageblik) dybt arrogante "levekvinde", Poul Müllers hårfedtede og åndeligt ligeså klamme antikvar Rosenblad og – ikke mindst – Erik Mørks forsagte og ydmygede urmager Jacobsen.

Ovenud habil krimi

Alt taget i betragtning udgør "2 minutter for sent" en ovenud habil krimi – som bekendt en genre, der ikke ligefrem flød over alle breder i dansk film i 1950'erne. Afgjort med teatralske slagsider og i nogle henseender også en anelse villet, men det er mindre bump i Torben Anton Svendsens dygtige iscenesættelse. Blandede anmeldelser prægede samtiden. Bemærk, hvordan filmen flere steder beskrives som en gyser: