Eden Lake (2008)

    Et kærestepar på idyllisk weekendtur terroriseres snart på det groveste af en gruppe nådesløse unge. Det kan godt gå hen og blive rigtig blodigt.


    DET VÅGNE MARERIDTS MARERIDT

    Befriende kompromis- og nådesløs britisk thriller, der end ikke i slutningen slipper sin jerngreb om tilskueren: "Eden Lake" er det vågne mareridts mareridt, som oplevet af kæresteparret Jenny (Kelly Reilly) og Steve (Michael Fassbender), der er taget på weekendtur i idylliske skovsøomgivelser.

     

    Ingen parlamentarisme virker

    Men snart møder de en lille gruppe teenagere, der støjer og terroriserer efter forgodtbefindende. Ingen parlamentarisme virker hér, og da Steve begynder at puste sig op, går det først helt galt... og langt ude i skoven kan ingen høre hverken Steve eller Jenny skrige...

     

    Vanvid under trækronerne

    Lækre naturlocations understøtter på flotteste vis de barske begivenheder. Og det kræver sin tilskuer at sidde model til dét vanvid, der efterhånden udspiller sig under trækronerne.

     

    Besøgelsestiden kendes ikke

    Indimellem bliver det også for meget, men det bunder allermest i, at fortællestilen ikke kender sin besøgelsestid og bl.a. koger over med både grafisk vold og 100 % foregribende stemningsmusik.

     

    Uden nåde

    Michael Fassbender og Kelly Reilly lever sig overbevisende ind i mareridtet, ligesom den unge bandes leder Brett gestaltes uden nåde af en veloplagt Jack O'Connell. Han er ikke kun uden for pædagogisk rækkevidde, når det kommer til vold mod det unge par – teenagerne i hans gruppe tvinges også til at deltage, så de alle bliver medskyldige.



    Anmeldt i 2022 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    2008, Storbritannien, Thriller, Gyser, Teenagere, Biler på film, 91 min.

    Dansk titel: Eden Lake
    Instr: James Watkins Prod: Christian Colson, Richard Holmes Manus: James Watkins Foto: Christopher Ross Klip: Jon Harris Mus: David Julyan
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation