Természetes fény (2021)

Stilbevidst farveløst og meget indadskuende, ungarsk (anti)krigsdrama, der nok har krigen som yderst nærværende gru og kulisse, men som desværre drukner lidt i sin egen apati – dramaet forbliver lidt for åbenlyst uforløst, og det er ærgerligt, for det helt store potentiale ligger lige under overfladen i Dénes Nagys fortælling.
 

En følsom korporal

Året er 1943, og Europa er i krig. I en vestlig del av sovjetrepublikken Ukraine patruljerer en gruppe ungarske soldater landsbyområderne på jagt efter partisaner. Blant de ungarske soldater er korporal Istvan Semetka, en følsom og eftertænksom mand, der er troppens officielle fotograf.
 

I skovens dybe, stille (u)ro

Stort set hele handlingen foregår i skovens dybe, stille (u)ro. Krigen mere end antydes, men træder sjældent helt frem i forgrunden med pomp og pragt. Dette kunne have været et blændende skaktræk, havde det ikke været for den unødvendigt selvforstærkende apati og dens hærgende, hængemulende ekstremitet.
 

Hyldest til ro

Roen i fortællingen skal dog i høj grad hyldes: Det er svært forfriskende med en krigsfilm, der har al mulig tid i verden til at lade stemningerne bundfælde sig. Langt det meste af handlingen er fortalt i et enkelt, autentisk lydbillede – mens enkelte passager forsvinder noget i en unødvendig “ildevarslende gysermusik”.
 

Kan bære meget vidt

Sammenligningen med Andrej Tarkovskij ligger lige for, men stadig et par ligaer under. Får den åbenlyst talentfulde ungarske instruktør slebet kanterne, kan det bære meget vidt.