Nebenan (2021)

    En internationalt kendt tysk skuespiller havner i en uventet penibel knibe, da han møder sin hidtil ukendte nabo på en bodega.


    EN MAND TRÆDER IND PÅ EN BODEGA….

    Skuespilleren Daniel Brühls instruktørdebut emmer af spille- og fortællelyst – og med sig selv i en ikke helt enkel hovedrolle går Brühl ambitiøst til værks.

     

    Den ukendte nabo

    I rollen som den internationalt kendte tyske skuespiller, Daniel, får han nemlig mere end nok at se til. På en lokal bodega i Berlin træffer han tilfældigt naboen Bruno – som han i parentes bemærket ikke anede eksisterede.

     

    Hemmeligheder på bordet
    Bruno ved en hel del om Daniels privatliv, idet han arbejder med banktransaktioner og spærring af kort om natten, og efterhånden som hemmelighederne kommer på bordet, føler Daniel sig tiltagende presset.
     

    Vokser sig stærkere

    Efter en lidt tung start vokser filmen sig stærkere, og det temmelig ensidige og teatralske drama får tiltrængt kant og lyn i øjnene. Her står de to skuespillere fantastisk til hinanden og får det optimale ud af en meget enkel filmisk konstruktion.
     

    Banalt udgangspunkt

    Det kan blive kedeligt i perioder, fordi handlingen centrerer sig om en yderst enkelt lokation. “En mand træder ind på en bodega, og….” synes at have været det banale udgangspunkt. Men lidt af denne narrative slagside udligner sig, i takt med at plottet får flere “hår mellem tænderne”.
     

    Fuld af selvironi

    En alt i alt fin, overraskende og kreativ instruktørdebut, der sætter fokus på skuespillergerningens glamour, og som er fuld af selvironi og indsigt. Desuden behageligt næsten helt fritaget for underlægningsmusik.



    Anmeldt i 2021 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2021, Tyskland, Drama, Komedie, 92 min.

    Dansk titel: Next Door
    Instr: Daniel Brühl Prod: Daniel Brühl, Malte Grunert Manus: Daniel Kehlmann Foto: Jens Harant Klip: Marty Schenk Mus: Moritz Friedrich, Jakob Grunert
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • BERLIN-N - Golden Berlin Bear-nominering