Il posto (1961)

Det jordnære, autentiske udgangspunkt, hvor den purunge, uprøvede teenager Domenico ihærdigt forsøger at kvalificere sig til en stilling i et større, Milano-baseret firma, bærer alene denne filmoplevelse overbevisende i mål.

Neorealismens sarte sødme

Men der er andet og mere end bare neorealismens sarte sødme i Ermanno Olmis sort/hvid-æstetiserede perle. Et temmelig satirisk blik på bureaukrati i forbindelse med Domenicos jobsøgning vækker bl.a. mindelser om danske Hans Scherfig.

Famlende flirt

Efterhånden som knægten har været igennem alle potentielle prøvelser i forsøget på at kvalificere sig, opstår der endnu flere af slagsen. Samtidig har han på holdet af kandidater mødt den inciterende Antonietta, som han famlende flirter med, når der er en ledig stund.

Filmfortælling på hvilepuls

"Il posto" er filmfortælling på hvilepuls: Behageligt underdramatiseret og med fuld fokus på nærheden i situationerne - affødt af en blændende personinstruktion. Her er Sandro Panseri et fund af en anden verden - til at levendegøre de mange aparte krumspring i mødet med voksenlivet.

Æggende æstetik

Neorealismens æggende æstetik lægger bunden med slet og ret fænomenale og ukomplicerede narrativer. Ligeså overbevisende og troværdigt, frustrationerne og usikkerheden lyner i øjnene på vores unge jobansøger, ligeså sublimt underbyggende på enhver stemning er fotograf Lamberto Caimis arbejde med lys og skygge i Milanos hverdagsliv.