Drugstore Cowboy (1989)

Gus Van Sant gjorde sin entré på den amerikanske "mainstream"-filmscene, efter i 1986 at have instrueret perlen Mala noche (1986). Når "mainstream" er i anførselstegn, skyldes det, at "Drugstore Cowboy" næppe kan gå som noget filmisk hvermandseje – dertil er den alligevel for smal og syret.

Ikke underholdning for masserne

Det er da heller ikke Van Sants mission at underholde masserne. Snarere skal "Drugstore Cowboy" opleves som en nichefilm, der tilfældigvis har et par kendte skuespillere i de bærende roller.

Elsker stoffer

Bob (Matt Dillon) er narkoman – og han elsker det. Det er en fed livsstil, synes han, så det er bare med at få røvet nogle apoteker, så næste fix kan skydes i årerne, lidt afhængig af hvilke piller, der kommer med hjem i farten.

Idyl i fare

Med sig på fix- og livsstilsvognen har han både kæresten/konen og et vennepar, men "idyllen" risikerer at blive ødelagt. Politiet under ledelse af Gentry (James Remar) er nemlig ved at få skovlen under firkløveret. Og uden stoffer er der ikke meget tilbage at leve for...

Stofforherligende

Historien, baseret på romanforlæg af James Fogle, er helt klart stofforherligende. Alverdens piller er som sendt fra de højere magter, så Bob og hans slæng for en stund kan få et glimt af heaven. Disse betragtninger, og mange flere til, sætter Bobs fortællerstemme os ind i undervejs.

En smagssag

Om du kan lide lovprisningen eller ej er én ting. En anden er filmens stil, der kræver sin tilskuer. Det er svært at blive rigtig grebet af begivenheder og personer – måske fordi, de glider af på de overfladiske fix? En mærkeligt upassende "humor" klæder i hvert fald ikke affæren særlig godt.

Anmassende underlægningsmusik

En ærgerligt anmassende underlægningsmusik er til stede i alt for mange scener. Skuespillet er godkendt, men ikke helt oppe at funkle mellem stjernerne. William S. Burroughs har en mindre birolle som aldrende stofelsker.