Thief (1981)

Michael Manns spillefilmsdebut fra 1981 vakte både positiv og negativ opsigt. Lovprist af udvalgte kritikere (og konkurrende om Guldpalmen i Cannes), men samtidig ynket bl.a. for sin ekstreme anvendelse af musik... det sidste fuldt ud berettiget.

Ekspert i pengeskabe

Mestertyven Frank (James Caan) kan bare det dér med at skaffe sig adgang til værdier i pengeskabe. Specialet er kontanter og diamanter, og der er kunder nok. Da han kommer i forbindelse med mafiaen (under ledelse af forbilledligt spillende Robert Prosky), åbnes døren til et sidste og altafgørende bræk.

Meget går galt

Herefter planlægger Frank at trække sig tilbage og nyde livet med konen Jessie (Tuesday Weld) – de to har via samme mafiaforbindelse netop skaffet sig et lille barn. Men meget går galt, og snart er Frank jaget vildt.

Slår gnister

"Thief" åbner lækkert (hvis du altså slår lyden fra: Musikken er rædselsfuldt anmassende) med en ti minutter lang pengeskabsboresekvens. Her får vi en forsmag på, hvad det er, Frank kan – og hvad det er, filmen vil. Detaljerigdommen i mødet mellem stålbor og pengeskabspanser slår gnister i mere end én forstand.

Livet mellem brækkene

Langt det meste af filmen skildrer Franks ups and downs i livet mellem brækkene. I det daglige er han bilsælger, men politiet har alligevel et godt øje til ham, så han skal altid være på vagt. Noget, som konen bare må acceptere.

Generende musik

Herlighederne har mange klichémættede slagsider, som dog er mindre generende end Tangerine Dreams' underlægningsmusik. Skuespillet er pænt, og Donald E. Thorins fotografering viser indimellem fænomenale ideer.