Versus (2019)

Dén har vi set mange gange før – og med meget mere stil og talent. I filmens anslag overfaldes pariser-overklasse-teenageren Achille (med mors-dreng-look) af nogle rigtig væmmelige proletar-banditter i en bus.

Ansigt til ansigt

Tiden går, Achilles sår heler (men ikke de mentale), og snart vil skæbnen, at han igen står ansigt til ansigt med en af overfaldsmændene – med talrige twists, turns og stereotyper som mellemled.

Manglende sans for begrænsning

Således mildt sagt ikke nogen vanvittig veliscenesat thriller, særligt er den outrerede manglende sans for at begrænse sig ind imellem ikke til at bære. Det kommer bl.a. til udtryk i et par ”proletar”-sexscener, de heraf følgende ordvekslinger - og i særdeleshed i det (forventede) ekstrem-klimaks, der ikke alene er et voldsorgie uden lige, men som også vender tingene på hovedet.

Ekstremiteternes spil for galleriet

Alle disse ekstremiteternes spil for galleriet (om end baseret på virkelige hændelser) er bare no-go i genren, og ”Versus” har ret beset kun sin elegante fotografering af Paris henlagt i alskens farver (nattelivets prismer) at trække på.

Ikke troværdigt

Spillet bliver aldrig tilnærmelsesvis troværdigt, og underlægningsmusikken stjæler ofte billedet. Det er bare at bøje hovedet i let afmagt og underkaste sig det mere og mere voldelige og støjende sansebombardement, der ikke kender sin besøgelsestid.