Versus (2019)
En bedsteborgerteenager udsættes for tilfældig vold i en bus. Senere møder han sin voldsmand igen, og alt kan ske...
SPIL FOR GALLERIET
Dén har vi set mange gange før – og med meget mere stil og talent. I filmens anslag overfaldes pariseroverklasseteenageren Achille (Jérémie Duvall, med mors-dreng-look) af nogle rigtig væmmelige proletarbanditter i en bus.
Ansigt til ansigt
Tiden går, Achilles sår heler (men ikke de mentale), og snart vil skæbnen, at han igen står ansigt til ansigt med en af overfaldsmændene – med talrige twists, turns og stereotyper som mellemled.
Manglende sans for begrænsning
Således mildt sagt ikke nogen vanvittigt veliscenesat thriller, særligt er den outreret manglende sans for at begrænse sig indimellem ikke til at bære. Det kommer bl.a. til udtryk i et par ”proletarsexscener", de heraf følgende ordvekslinger – og i særdeleshed i det (forventede) ekstremklimaks, der ikke alene er et voldsorgie uden lige, men som også vender tingene på hovedet.
Ekstremiteternes spil for galleriet
Alle disse ekstremiteternes spil for galleriet (omend baseret på virkelige hændelser) er bare et nogo i genren, og ”Versus” har ret beset kun sin elegante fotografering af Paris henlagt i alskens farver (særligt nattelivets prismer) at trække på.
Ikke troværdigt
Spillet bliver aldrig tilnærmelsesvis troværdigt, og underlægningsmusikken stjæler ofte billedet. Det er bare at bøje hovedet i let afmagt og underkaste sig det mere og mere voldelige og støjende sansebombardement, der ikke kender sin besøgelsestid.
Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
2019, Frankrig, Thriller, Drama, Teenagere, 80 min.
Dansk titel: Versus- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation