Small Town Crime (2017)

    En eksbetjent med rod i privatlivet finder en død kvinde i vejkanten. Snart er han på sporet ad bagveje, og det er ikke ufarligt.


    EFNE THRILLS

    John Hawkes leverer en stjernepræstation i en ellers noget klichéskrevet rolle som eksbetjenten Mike Kendall. Han blev fyret, bl.a. som følge af et alkoholmisbrug, der bragte ham i uføre i tjenesten.

     

    Kantet comeback

    Da Mike finder liget af en kvinde i vejkanten, bliver det begyndelsen til et lidt kantet comeback. Det lykkes nemlig Mike at smigre sig ind hos kvindens familie - i egenskab af "privatdetektiv". Men ufarligt arbejde kan man ikke kalde det.

     

    Tro følgesvend

    Med sin model 1970 muskelbil som tro følgesvend kan Mike tage benene hurtigt på nakken, når det er brug for det. Spørgsmålet er, om han også kommer helskindet fra sin nye opgave, for bagmænd og modstandere er ikke blege for både beskidte og morderiske tricks.

     

    God energi fra første scene

    Der er en god energi i filmen fra første scene, hvilket i høj grad skyldes Hawkes' engagement og indlevelse i rollen. Men selvsagt også, at iscenesættelsen er både ferm og teknisk på meget højt niveau. Det er kort og godt svært at undgå at blive revet med at stemning og indpakning.

     

    Herligt birolle-bidrag

    Fine locations perspektiverer det klichémættede manus yderligere, ligesom et herligt birolle-bidrag af Jeremy Ratchford som en af de rå bagmænd. Der er et fantastisk drive i "Small Town Crime", der bringer filmen ud over stepperne, så man næsten glemmer de tynde udviklinger, den løber ind i.

     

    Lydmæssige oaser

    Chris Westlake har begået en underlægning, der heldigvis ikke er overbrugt. Faktisk er der pænt mange lydmæssige oaser i filmen, hvor omgivelsernes og naturens egne lyde får lov at spille med, bl.a. vinden i træerne. Herligt.



    Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020

    Fakta om filmen

    2017, USA, Krimi, Action, Thriller, 91 min.

    Dansk titel: Small Town Crime
    Instr: Eshom Nelms, Ian Nelms Prod: Parisa Caviani, Brad Johnson, John J. Kelly Manus: Eshom Nelms, Ian Nelms Foto: Johnny Derango Klip: Traton Lee Mus: Chris Westlake