American Assassin (2017)
Efter at hans kæreste er blevet slagtet af terrorister, havner en ung og toptrænet mand i kernen af modterrorisme med hævn som drivkraft.
DYT I TERROREN
Da den unge Mitch Rapp (Dylan O'Brien) nær selv mister livet – og må se sin kæreste slagtet af et hold skydegale terrorister på en turiststrand – er han 18 måneder senere så tændt af had og hævn, at han er den helt rette mand at sende ud på kontraterroristiske missioner.
Hævn!
Der er ikke noget, der kan skræmme Mitch, end ikke hans nye overordnede, hårdbanan-specialstyrke-indpiskeren Stan Hurley (Michael Keaton). For Mitch handler det kun om én ting, og det er hævn. Så det er på med vanten og ind i kernen af terrorismens magt.
Action og tempo
Der er action og tempo gennem hele filmen, men aldrig rigtigt på den fede måde. Filmen er overstyret og skinger i sin tilgang til hævn- og selvtægtstemaet, og mere end noget andet havner fortællingen i en heksekedel af overfortælling.
Helt overvældende støjende
I denne suppedas af ekstremt hurtige (og "smarte") klip, zigzag-fotografering og et helt overvældende støjende lyddesign finder "American Assassin" aldrig ind til noget essentielt, men vil udelukkende det glanspolerede.
En hård banan
Michael Keaton har fine øjeblikke som den hårde banan, som selv Mitch må kapitulere i mødet med. Steven Prices underlægningsmusik er til stede snart sagt fra ende til anden og pøser yderligere støj på en i forvejen flimrende filmoplevelse.
Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
2017, USA, Action, Thriller, Biler på film, Bjerge på film, Skibe på film, 112 min.
Dansk titel: American Assassin- Dylan O'Brien (Mitch Rapp)
- Michael Keaton (Stan Hurley)
- David Suchet (Stansfield)
- Taylor Kitsch (Ghost)
- Sanaa Lathan (Irene Kennedy)
- Scott Adkins (Victor)
- Trevor White (Dr. Frain)
- Gioacchino Jim Cuffaro (Passerby)
- Bern Collaço (CIA Agent)
- Alaa Safi (Javeed)
- Kenny-Lee Mbanefo (Jackson)
- Joseph Long (Gen. Rostami)
- Aso Sherabayani (Turkish MP)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation