La mujer de los perros (2015)

    En kvinde lever det helt simple liv i naturen sammen med sine hunde i udkanten af en argentinsk storby.


    ÅRSTIDER MED HUND

    Stillestående i en af ordets mere positive betydninger: dette meget smalle argentinske drama kan og tør noget, som mange andre film ikke gør. Her fortælles en historie praktisk talt uden handling og stort set uden dialog.

    På detaljens præmisser
    Altså en film helt og aldeles på detaljernes præmisser. Hvordan klarer en kvinde sig alene i naturen, tæt på en storby men alligevel helt for sig selv, kun holdt ved selskab af sine herreløse hunde.

    En dyb indånding
    Det lyder kedeligt men er det ikke. Hvis man vel at mærke tør tage en dyb indånding og tune ind på den særlige hvilepuls, hvor historien fortæller sig selv uden dramaturgiske afstikkere.

    Fremmedartet
    Denne måde at fortælle historie på, det ekstremt skrabede og jordbundne, er nok typisk for den argentinske nybølge, men stadig noget fremmedartet for et europæisk publikum.

    Små udfordringer
    Hvis man vover springet, vil man nyde de mange dvælende scener: filmen følger årstidernes små udfordringer for kvinde og hunde. Vejret skifter, en forkølelse, nye vandforsyninger.

    Fascinerende udramatisk
    Den velvalgt diminutive lydside understøtter den fascinerende udramatiske filmoplevelse. Vi er på naturens præmisser, kun afbrudt af en anelse underlægningsmusik ved årstidernes kapitelskift.



    Anmeldt i 2015 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2015, Argentina, Drama, Dyr på film, 95 min.

    Dansk titel: Dog Lady
    Instr: Laura Citarella Prod: Mariano Llinás Manus: Laura Citarella, Verónica Llinás Foto: Soledad Rodriguez Klip: Ignacio Masllorens Mus: Juana Molina
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation