Mig og dig (1969)

Astrid Henning-Jensens dansk/svensk koproducerede kærlighedskomedie "Mig og dig" er virkelig ikke værd at løbe langt efter. Filmen glider af på overfladen, og særligt Lone Hertz’ hovedrollespil er fatalt manieret.

Handlingen udspiller sig i nærmest pendulveksling mellem København og Stockholm, og det hele drejer sig om mindst et trekantsdrama, men i realiteten nok mere en fir- eller femkant. For der er mange bejlere, på kryds og på tværs, og lige i smørhullet mellem stort set dem alle sammen befinder unge Maj (Lone Hertz) sig.
 

Kærlighedshistorien drejer og drejer sig således om Majs forhold til to mænd – henholdvis juristen, som hun tidligere har været gift med og en romantisk anlagt svensk skuespiller. Men samtidigt også en kønsrollediskussion: Er mandens arbejde og fremtid vigtigere end kvindens? Sidstnævnte "debatoplæg" var i 1969 mere end tidstypisk. Det var galionsfiguren på samtiden, men Astrid Henning-Jensen lykkes langt fra i sit oplæg, og mand/kvinde-gnideriet ender i den rene farce, mere end noget andet.

Mest gods ud af det tyndt skrevne får Sven-Bertil Taube i rollen som Majs svenske bejler. Hertz er som nævnt alt for manieret og hermed helt igennem utroværdig som lillepigecharmetrold sat op til narrestreger. Axel Strøbye er passabel som den velklædte jurist Henning Jensen, hvis kone Dorrit (Vigga Bro) er hysterisk. Det får vi et eksempel på, da hun serverer en meget sej steg til en middag for tre og til sidst i affekt smider stegen på gulvet og løber hulkende til køkkens. Igen dog en scene uden større gennemslagskraft eller troværdighed.

Forståeligt nok var det ikke (udelukkende) en endeløs strøm af rosenblade, som samtidens anmeldere kastede ud over Astrid Henning-Jensens alt for konstruerede forsøg på at gå fransk nybølgestil i bedene...