Deserted (2016)

    En ung kvinde kommer ud af fængsel og tager på en smuk road trip med brormand og et par venner. Snart er de dog ganske overladt til naturens luner.


    LANGT LANGT HJEMMEFRA

    Langt væk hjemmefra i en langtfra opsigtsvækkende vellykket film. Men instruktør og manusforfatter Ashley Avis har alligevel fat i noget af det rigtige i sin skildring af kampen for at overleve i ødemarken.

     

    Nye eventyr

    Da 24-årige Jae får fri fra fængslet, er hun straks klar på nye eventyr. Men den umiddelbart fredelige road trip med brormand og et par venner skal snart vise sig at blive noget mere spændende end planlagt.

     

    Skidtmas i ødemarken

    Efter at bilen er blevet skidtmas i ødemarken, bliver de eventyrlystne samlet op af en gruppe i en autocamper. Men der går ikke længe, før også denne vogn er forpustet – og nu er de vel at mærke stort set så langt ude på overdrevet, som det er muligt.

     

    Spredt for alle prærievinde

    Der er ikke andet for end at begive sig ud på en vandring efter bedste beskub. Men rent navigationsmæssigt er der ikke den store kompetence i gruppen, og efter et fatalt slangebid bliver de endda splittet og spredt for alle prærievinde, overladt til den bagende sol og 1 % håb om at fange civilisationen.

     

    Blandet fornøjelse

    Ind imellem meget billigt udseende, til andre tider knaldflot fotograferet, er ”Deserted” en i flere henseender blandet fornøjelse. Det er da heller ikke et enormt bekostet produkt, og filmen er produceret stort set direkte til dvd/internet.

     

    På det jævne

    Skuespillet er på det jævne, lyddesignet veksler mellem det fint, naturligt balancerede og det overstyrede – komplet med alt for anmassende musik af Luigi Pulcini.



    Anmeldt i af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2016, USA, Drama, Thriller, Bjerge på film, 92 min.

    Dansk titel: Deserted
    Instr: Ashley Avis Prod: Ashley Avis, Keith A. Fox, Larry Hummel, Edward Winters Manus: Ashley Avis Foto: Garrett O'Brien Mus: Luigi Pulcini
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation