Toni Erdmann (2016)

Enestående, anderledes og komplet uforudsigeligt bugter dette 162 minutter lange bittersøde drama sig af sted som en lang rejse gennem ukendte landskaber.

Skæv fortællelyst

Det vidner om en kantet og skæv fortællelyst, og sådan en har den tyske instruktør og manuskriptforfatter Maren Ade. Med ”Toni Erdmann” er hun for alvor på krigsstien, for filmen er ikke kun enestående, den er også sær, lang og ikke for enhver smag.

Kejtede tilnærmelser

Historien kredser om et vanskeligt forhold mellem karrieredatteren Ines og hendes far Winfried. I et kejtet forsøg på at komme lidt tættere på datteren, der aldrig har tid, opsøger Winfred hende på en forretningsrejse i Bukarest.

Kender ingen grænser

Og det er ikke nogen helt almindelig entré, han gør. Winfred er nemlig en rigtig spøgefugl, der hverken kender grænser eller besøgelsestid. Så han er ikke bleg for at præsentere sig som den ukendte forretningsmand, der gentagne gange dumper ned i datterens vigtige møder og konferencer.

Et trængt forhold

Iført klodset paryk og protese-overbid folder han sig pinligt ud og er flere gange ved at hyle datteren tilsvarende ud af fatningen. Men måske har hans velkoreograferede indhop alligevel en positiv virkning på det trængte forhold?

Uhøjtidelig fortælling

”Toni Erdmann” er hurtigt i gang med sin herligt uhøjtidelige fortælling. Letløbende, fængende og i en gennemført jordnær fortællestil føres vi ind i en hverdags verden fuld af overraskelser. Her er ingen store armbevægelser – på nær faderens – og filmen er bl.a. helt fritaget for underlægningsmusik.

Jordbunden filmoplevelse

Dette begavede fravalg former en skøn, jordbunden filmoplevelse, hvis svævende afstikkere opstår ud af Winfrieds vanvittig pinlige spøg og skæmt. Men det er ikke komik, som det er udelukkende til at knække sammen i krampelatter over. Morskaben er flertydig, bittersød og grundlæggende gravalvorlig.

Dumme klovnerier

Kernedramaet i filmen er den manglende nærhed i forholdet mellem far og datter. Og de kejtede, klamsvedte og grundlæggende forfejlede tilnærmelser gennem dumme klovnerier vidner om et nødråb fra faderen snarere end noget andet.

Sagerne vendt på vrangen

Ud af de pinlige situationer opstår der akavet nok nye muligheder. I hvert fald må datteren indse, at hendes karriere måske nok berøver hende lidt for meget i livet – og snart er vi henne ved en ganske særlig festscene, hvor sagerne vendes på vrangen.

Bundløs sårbarhed

Helt i særklasse af høj betydning for filmens troværdighed er Sandra Hüller og Peter Simonischeks parløb som far og datter. Gnistrende spil af bundløs sårbarhed. Og ja, der er scener af meget høj komisk værdi, men kun båret af den underliggende dystre budskabsdybde, hvor nærheden er gået tabt til fordel for karrierens flakkende stress og jag.