Farinelli (1994)

"Farinelli" er en yderst filmatiseringsværdig historie: Der er stof til en storfilm i den barske virkelighed, men desværre bliver Gérard Corbiaus koproducerede kostumedrama aldrig andet end nogenlunde seværdigt.

International stjerne
Carlo Broschi med tilnavnet Farinelli (Stefano Dionisi) var sin tids internationale stjerne. Kastreret som helt ung for at bevare den unikke drengestenge resten af livet. Filmen skildrer hans vej fra markedspladserne til berømmelsens tinder – ofte gennem dybe bakkedale.

Masser af kvinder
Mængden af villige (unge) kvinder, der byder sig til hos Farinelli, er voldsom. Farinelli giver dem orgasmer, så træerne gynger, mens broren står klar med befrugtningen.

Lav troværdighed
Troværdighedsniveauet er for lavt i filmen. Stefano Dionisis præstation som den kastrerede operasanger Farinelli overbeviser aldrig helt. Selvfølgelig må det være svært at gøre helt realistisk, men det må kunne gøres bedre. Blandt andet er synkroniseringen mellem Dionisis mundbevægelser og sangstemmen for ringe.

Mystisk cocktail
Det seksuelle overdrives og underspilles på samme tid i en mystisk cocktail, der forvirrer snarere end at vækker nysgerrighed. Musikken er kedelig og ensartet, lige indtil Händel endelig kommer på banen.

Ondsindet tolkning
Skuespillet er pænt. I visse scener overbeviser Dionisi, men dét er sjældent tilfældet med Enrico La Versa, der spiller Farinellis dirigerende komponistbror Riccardo Broschi. Jeroen Krabbe imponerer til gengæld i sin overraskende ondsindede tolkning af musikgeniet Händel.