Men in Black (1997)

    To tophemmelige agenter har til opgave at bekæmpe fremmed liv på Jorden. Og det bliver der i dén grad brug for!


    MORSOMME DETALJER

    Sammenhængende film:
    Men in Black (1997)
    Men in Black II (2002)

    Mændene går i sort tøj i denne farverige og festlige science fiction-komedie af Barry Sonnenfeld. Det er de mange geniale detaljer, der højner filmen – og de imponerende visuelle effekter, skønt vi har set dem før.
     

    Total-top-ultra-hemmeligt

    Storbystrisseren Jay (Will Smith) ansættes som total-top-ultra-hemmelig agent i et udefinerbart FBI-lignende foretagende, der har til opgave at bekæmpe fremmed liv på Jorden. Ingen har hidtil vidst noget om alle de rumuhyrer, der har bosat sig midlertidigt på Jorden med dén bagtanke at erobre planeten og sparke alle jordboer ud.

    Til kamp mod aliens

    Men i Jays nye bureau, kaldet MiB (Men in Black), er man helt klar over de truende væsener. Jays overhoved Kay (Tommy Lee Jones) sætter Jay ind i alvoren, og sammen bekæmper og udsletter de et helt hav af uvelkomne aliens.

    Humor og opfindsomhed
    Der er ikke tale om sædvanlig tjubang-action. "Men in Black" beskæftiger sig med sit emne på en helt særlig måde, der er rig på humor og opfindsomhed. Hvad enten de mærkelige rumvæsener er forklædt i menneskekød eller bare er sig selv, så er de mægtigt farvestrålende og flot computeranimeret.

    Sej og tjekket
    Tommy Lee Jones er sej og tjekket i sort habit og solbriller, mens Will Smith er overgearet bag sit sæt tøj og solbriller: Hans rolle er skræddersyet til at imponere ungdommen. Med smarte replikker og en krukket fremtræden er de billige grin fra ham på udsalg.



    Anmeldt i 1998 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026