The Show of Shows (2015)

    En kærlighedserklæring til cirkushistorien med alle dens store armbevægelser, vovestykker, dyreindslag og klovnerier.


    FASCINERENDE INDBLIK

    Den islandske instruktør Benedikt Erlingsson kaster her sin kærlighed på cirkushistorien med alle dens store armbevægelser, vovestykker, dyreindslag og klovnerier. Det er der kommet en lang medley ud af, uden dialog, men med masser af nykomponeret islandsk beatmusik.

    I arkivtruget
    Dokumentaristen har haft (cirkuselefant-)snablen langt nede i arkivtruget, og der vises verdensomspændende cirkusklip helt tilbage fra filmens barndom og et godt stykke ind i farvefilmen.

    Fascinerende indblik
    Det former et fascinerende indblik i alle de ofte absurde kunststykker, som cirkusartister gennem tiderne har udsat tilskuerne - og ikke mindst sig selv for. Og sætter racisme og dyrevelfærd i sprøde perspektiver.

    Meget rytmisk
    Der er masser af rytme i de enorme mængder af arkivklip, og Benedikt Erlingsson er meget omhyggelig med at samle sine klip i temaer. Dans, dyr, klovneri og udspring er nogle af de mange temaer, der ledsages af den konstante musik, og hvor billede og lyd er uhyre veltimet.

    Imponerende arkivarbejde
    Det er det tilgrundliggende arkivarbejde, der er produktionens mest imponerende bedrift. Selve eksekveringen er professionel, men også en kende ensformig. Blandt andet på grund af de ofte meget lange tematiske indslag, der nok er historisk interessante, men ikke fænger i længden.

    Hypnotiserende ensartet
    Men også musikken, der af mange anmeldere fremhæves som en helt central del af dokumentarfilmoplevelsen, bliver anmassende i den nærmest hypnotiserende ensartede tone.

    Fascinerende vovestykker
    De mest fascinerende indslag er klart de udprægede vovestykker, hvor datidens modige mænd udførte ubegribeligt dødelige stunts fra store højder, uden nogen form for sikkerhed. Filmen beskriver i øvrigt i ganske få klip, hvordan alle artisterierne ind imellem kunne gå gruelig galt.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020

    Fakta om filmen

    2015, Island, Storbritannien, Dokumentar, Dyr på film, 76 min.

    Dansk titel: The Show of Shows
    Instr: Benedikt Erlingsson Prod: Mark Atkin, Heather Croall, Margrét Jónasdóttir, Vanessa Toulmin Klip: David Alexander Corno Mus: Orri P. Dyrason, Hilmar Örn Hilmarsson, Georg Holm, Kjartan Dagur Holm
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation