Phone Booth (2002)

I en tid, hvor mobiltelefoner er ved at stjæle al opmærksomheden fra bl.a. de gode gamle telefonbokse, er det da dejligt, at en erfaren instruktør som Joel Schumacher kan finde et manuskript, der skaber lidt fokus på de gamle fætre med glasvægge igen.
 

Får al opmærksomheden

Colin Farrell får al opmærksomheden i denne lidt atypiske thriller, hvor kameraer kredser om en telefonboks i New York i knap halvanden time. Bag boksens glasvægge står den stadigt mere frustrerede Stu Shepard (Farrell) og taler i telefon. Uheldigvis er det hverken konen, kæresten, svigermoren eller barndomsvennen fra folkeskolen, der er i den anden ende af røret.

En væmmelig mand
Næ, i den anden ende er en væmmelig mand med en olm stemme. Den væmmelige mand stiller nogle ubehagelige krav til Stu i boksen. Den væmmelige mand siger nemlig, at han har boksen i kikkerten. Hvis Stu lægger røret på, får han en kugle i nakken. Efterhånden kommer politiet på banen, men hvad skal de stille op? Stakkels Stu må forsøge at snakke sig ud af boksen!

Alternativt?
Der kan kun rystes på hovedet ad det klichémættede thrillerplot, der forsøger at sælge sig selv som genremæssigt alternativt, nyskabende og drøneksperimenterende – bare fordi hele handlingen foregår i en telefonboks. Ikke alene er herlighederne ualmindeligt kedelige, de er også stopfodrede med alle genrens gennemsyret ligegyldige klichéer. Hver og én er de med.

Håbløst fortærsket
Det havde måske hjulpet, hvis der bare skete en lille smule imens, så fokus kunne fjernes fra dette håbløst fortærskede. "Phone Booth" fremstår mest som en slags øvelse... "Kan man dreje en hel film, der foregår udelukkende i en telefonboks?" Ja, det kan man tydeligvis – men vi ville have det bedre, hvis den kun varede ti minutter. Mere kan den ikke bære.