Gothika (2003)

    En psykiater havner en dag i tvangsbehandling uden at kunne forklare hvorfor. Er hun blevet vanvittig, eller stikker der noget ubehageligt under?


    KLAUSTROFOBISK GYS

    Spændende nye gyseridéer luftes i denne dystre og deprimerende historie om psykiateren, Miranda Grey, der pludselig vågner og er indespærret i en skarpt bevogtet celle. Alle tror, at hun er komplet vanvittig. Det tror hun sådan set også selv, og med god grund.

    Klaustrofobi & angst
    I filmens begyndelse kører Miranda i grøften, fordi hun vil undgå at påkøre en ung kvinde, der står midt på vejen. Herefter vågner Miranda så op bag lås og slå - i en ubeskriveligt klaustrofobisk og angstprovokerende situation.

    Ubehagelige opdagelser
    Men på trods af alle de ubehagelige omstændigheder, lykkes det alligevel psykiateren at samle kræfter til at undersøge, hvorfor hun er havnet i behandling - og det er ikke behagelige opdagelser, hun kommer til at gøre.

    Mastodontiske gys
    Filmen er både bizar, overnaturlig og en kende for dramatisk. Begivenhederne er ikke troværdige på noget tidspunkt, men det forhindrer ikke historien i at byde på mastodontiske gys, der kan få selv de mindste dun til at rejse sig.

    Skræmmende univers
    Man har effektivt skabt et klaustrofobisk, mørkt og skræmmende univers, der giver en knugende og svedfrembringende virkning, der varer ved hele filmen igennem.

    Spænding til bristepunktet
    Visuelle effekter og en overflod af lydmageri sørger for spænding til bristepunktet, og Halle Berry er god i den dominerende, hårdt prøvede hovedrolle.



    Anmeldt i 2004 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020

    Fakta om filmen

    2003, USA, Gyser, Thriller, Mystik, Fængselsfilm, Seriemordere, 98 min.

    Dansk titel: Gothika
    Instr: Mathieu Kassovitz Prod: L. Levin, Susan Levin, Joel Silver, Robert Zemeckis Manus: Sebastian Gutierrez Foto: Matthew Libatique Klip: Yannick Kergoat Mus: John Ottman