Sexy Beast (2000)
En tidligere britisk gangster har trukket sig tilbage i Spaniens sol og varme, men bliver alligevel presset til at tage et nyt job.
ANDERLEDES GANGSTERFILM
Hvis man piller æggeskallen af plottet til talrige gangsterfilm og tilfører det en pæn portion visuel raffinement og humor, er det muligt med lidt held at opnå samme positive effekt, som instruktør Jonathan Glazer har gjort det med "Sexy Beast".
Pensioneret gangster
Her spiller Ray Winstone den "pensionerede" gangster Gary 'Gal' Dove, der sammen med sin kæreste Deedee (Amanda Redman) har trukket sig tilbage i Spaniens sol og varme og har fået kontakt til sine mere bløde sider. Swimmingpool, drengetjener og kolde drinks har afløst kriminalitetens stress og skæve arbejdstider, og Gal nyder livet i fulde drag.
Indhentet af fortiden
En dag indhenter fortiden ham imidlertid med ubehagelig styrke. Mafiabossen Don Logan (Ben Kingsley) har meldt sin ankomst, og der er ingen tvivl om, at han er ude på at hverve Gal til et nyt job i England. På forhånd er Gal fast besluttet på at takke nej til tilbuddet, men Don er ikke typen, man takker nej til, så det kan godt gå hen og blive en meget blodig affære...
Ironisk distance
Den ironiske distance til de meget rå begivenheder gør "Sexy Beast" til et ganske fornøjeligt bekendtskab. Æstetikken i billederne er en anden god grund til at blive hængende. Det er bare flot og gedigent – og har noget på hjerte.
Vidunderlig Winstone
Ray Winstone er vidunderlig i den splittede hovedrolle. Han portrætterer effektivt dobbeltheden, ømheden og det rå i sin rolle. Ben Kingsley har hér en meget anderledes rolle som superskurk, men det hele bliver næsten for meget af det gode, og Kingsley kammer lidt over.
Anmeldt i 2005 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2025
Fakta om filmen
2000, Storbritannien, Krimi, Thriller, Drama, Bjerge på film, 89 min.
Dansk titel: Sexy Beast- Ray Winstone (Gary 'Gal' Dove)
- Ben Kingsley (Don Logan)
- Ian McShane (Teddy Bass)
- Amanda Redman (Deedee Dove)
- James Fox (Harry)
- Cavan Kendall (Aitch)
- Julianne White (Jackie)
- Álvaro Monje (Enrique)
- Robert Atiko (Andy)
- Terence Plummer (Mike)
- Tina Simmons (Bank Official)
- Brad Jacobowitz (Pedestrian)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- AAN - Bedste birolleskuespiller (Kingsley)