Jarhead (2005)

Baseret på Anthony Swoffords bog om egne oplevelser som soldat i den amerikanske hær fortæller "Jarhead" historien om krigsliderlighed, militærsammenhold og kunsten at vente i ingenmandsland. Sam Mendes' film er ligeså kæk og ungdommelig som en spradebasse på speed, og tonen bliver slået an fra allerførste scene. Temaet er: "Lad os sparke røv og få dræbt nogle irakere!" For sådan tænker soldater åbenbart, og filmen er baseret på virkelige hændelser.

Den ene soldaterkammeratbirolle overgår den anden i dumhed og sjofelt vittighedsniveau. Det er bare sådan, at alt kan drejes i retning af stiv diller og spredeklar tissekone i militæret – lidt ligesom på (bil)værksteder worldwide. Du sidder tilbageblæst, men ikke på den helt fede måde. For "Jarhead" savner både en strammere formidling og et bedre kendskab til besøgelsestid. I helheden er det primært Gyllenhaals energiske præstation, der huskes for det bedre.

Da ungtyren Anthony Swofford (Jake Gyllenhaal) får chancen for at blive snigskytte i den amerikanske hær, viser det sig snart, at han er mere end almindeligt talentfuld udi at ramme plet. Så han kan næsten ikke vente på, at der udbryder krig et sted i verden. Og snart går turen til Mellemøsten, hvor Saddam Hussein "byder op" til kugleregn. Men kampilden lader vente på sig, og størstedelen af filmen beskriver de mange soldaters meget lange ventetid i ørkenen.

Som Anthony malende beskriver det, går ventetiden med at gokke gren. Det ser vi ikke noget til – til gengæld tager "Jarhead" sig ualmindeligt god tid til at portrættere det særlige sammenhold og den særlige jargon, der er krigsliderlige soldater imellem. Vi får unægteligt indtryk af, at soldater ikke har meget mellem ørerne, og det virker bestemt ikke trygt at sende sådan en flok forvoksede babyreptilhjerner i væbnet kamp. Men efter meget lang ventetid tyder det på, at drengene endelig kan få kugleudløsning gennem deres store guns.

Jake Gyllenhaal har den rette charme til Anthony-rollen og er dygtig til at formidle lige dele dumhed, kedsomhed og (krigs)liderlighed. Og den erfarne fotograf Roger Deakins får børstet den rette mængde ørkenstøv af linsen til et troværdigt portræt af ventetiden. Fortællestilens pubertære overgearing er dog en dræber fra start. Ikke mindst fordi størstedelen af handlingen er totalt underkastet en blanding af larmende popsange og underlægningsmusik – næsten i retning af musikvideostil.