The Great Escape (1963)

    Tyskerne placerede i 1943 en stor gruppe krigsfanger i en nyåbnet, topsikret fangelejr men bragte dermed også det dygtigste flugthold sammen.


    KLASSISK FLUGTFILM

    Denne tæt på tre timer lange flugt-fra-fangelejr-film regnes som en af krigsfangegenrens mest klassiske og vellykkede, og der er da også tale om en voldsomt effektiv storproduktion - men nerve er der ikke meget af.
     

    En farlig klike

    En stor gruppe allierede krigsfanger sendes i 1943 af nazisterne i en nybygget fangelejr, der efter sigende skulle være nærved umulig at flygte fra. Men netop ved at samle alle de allerbedste udbrydere i samme lejr risikerer man, at der graves tunneller fra første dag, og det er netop, hvad der sker.

    Ekstraordinært omhyggelig
    Filmen beskriver ekstraordinært omhyggeligt krigsfangernes planlægning af tunnelgravningen. Og først efter et par timer begynder det egentligt storstilede flugtforsøg. Det hele er professionelt og overbevisende skildret i en fascinerende kulisse, men det største problem ved filmen er, at den stort set ikke har nogen nerve.

    Vitser og kæk musik
    I stedet er der fokus på en lettere lallende humoristisk side, hvor vitser og kæk musik går arm i arm. Hermed er det vanskeligt at leve sig rigtigt ind i begivenhederne. Man kunne i dén grad have ønsket sig en mere stringent alvorlig og anspændt atmosfære.
     

    Af høj kaliber

    Skuespillet er generelt af høj kaliber, og på den anden side af pigtrådshegnene får vi serveret en række spektakulære jagt-scener omkring grænsen til Schweiz.



    Anmeldt i 2012 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1963, USA, Krigsdrama, Action, Fængselsfilm, 172 min.

    Dansk titel: Den store flugt
    Instr: John Sturges Prod: John Sturges, James Clavell Manus: James Clavell, W.R. Burnett Baseret på: bog af Paul Brickhill Foto: Daniel L. Fapp Klip: Ferris Webster Mus: Elmer Bernstein
    Priser
    • AAN - Bedste klipning
    • GG-N - Golden Globe-nominering