The Ox-Bow Incident (1943)

Sjældent har et kammerspil været så "afkammerspilificeret" som William A. Wellmans gennemvellykkede "The Ox-Bow Incident": Sådan forstået, at det fortættede ikke kun er centreret om en inderkreds af personer og location(s), men også har en levende miljøbeskrivelse, der på afmålte 75 minutters spilletid aldrig løber tør for hverken intensitet og autenticitet. Det er en lille, men stort stræbende klassisk western, hvis præcise iscensættelse og pletfri, nuancerede skuespil sætter en standard, som næsten kun Wellman kunne leve op til.

Nevada, 1885. To omrejsende cowboys bliver centrum i et nådesløst opgør med selvtægt og pøbelmentalt vanvid. Rygterne spreder sig som en steppebrand, da en lokal beretter, at en vellidt ranchejer er blevet skudt og dræbt, og at hans kvæg er blevet stjålet. Da den lokale sherif midlertidigt er fraværende, tager en autoritær og militariseret major teten. Sammen med den uerfarne vicesherif danner han en selvtægtsgruppe for at opspore morderne og hænge dem på stedet!

En atmosfære som dén i "The Ox-Bow Incident" kommer ikke ud af ingenting, særligt ikke når store dele af handlingen foregår i et studie, der skal illudere udendørs lynchstemningsplads. Wellman evner at bygge så meget (maskulin) autoritet op omkring både skuespillerne, deres individuelle kvaliteter og de omstændigheder, de agerer i, at filmatiseringen af Walter Van Tilburg Clarks roman er tæt på at være helt igennem bagudblæsende genial. Ofte er det i detaljerne – velkendt Wellman'sk – at filmen blusser særligt op: En replik, kropssproget, en rollefigur med et særligt handlemønster. Men den helt store drivkraft findes alligevel i Arthur C. Millers legesyge, vinklede og ofte nærbilledesøgende fotografering.