Ben'imana (2026)

Med rwandere selv som afsenderne – og i en imponerende doseret spillefilmsdebut af instruktør Marie-Clementine Dusabejambo – bliver det ubegribeligt drabelige og blodige folkemord i Rwanda i 1994 hér subtilt perspektiveret. Væk er således grafiske udpenslinger (andet end i dialogens antydninger), og fokus er fuldt og helt på en række (kvinde)skæbner med udgangspunkt i en mor og en datter, der pludselig tvinges til at genoverveje deres indbyrdes forhold... afledt af dét, den grufulde historie har kastet af sig 18 år efter folkemordet.

Fortalt yderligtgående omhyggeligt i lækre bredformatsfarvebilleder og i et tempo, der aldrig kommer over hvilepulsens, er en film som "Ben'imana" fuldstændig afhængig af det indefrakommende drama. Og dét lyner heldigvis også som følge af virkelighedens traume, selvom det aldrig bliver filmens grafiske forehavende. I Marie-Clementine Dusabejambos uhyre modne debutiscenesættelse, der visuelt især sætter fotograf Mostafa El Kashef på overarbejde udi ultranærbilleder, står de mange uafrystelige oplevelser fra dengang knivskarpt og vægtigt – for den tålmodige beskuer.

Filmen følger også de såkaldte Gacaca-domstole, der finder sted i de lokale gader, og hvor gerningsmænd fra dengang møder overlevende som en del af en national forsoningsproces. Vénéranda er en af de overlevende kvinder, en ildsjæl, som insisterer på, at forsoning er mulig, og hun afholder blandt andet gruppesamtaler med traumatiserede kvinder. Hendes overbevisninger bliver dog sat alvorligt på prøve, da hendes datter bliver gravid, og Vénéranda finder ud af, hvem faren til hendes barnebarn er...