Utro (1966)

Tiden har absolut ikke været venlig ved Astrid Henning-Jensens 1960'er-problemfilm, og den må faktisk allerede i samtiden have fremstået bedaget, hvad en enkelt af samtidens anmeldere da også noterede sig (se nederst). Og så må vi også stole på medmanuskriptforfatter Tove Ditlevensens udsagn om, at hun følte sin fortælling kastreret, da hun så det færdige resultat!

Et svært valg

Fortalt i en udtalt sendrægtig stil, der ikke forløses i retning af nybølgeforbillederne, er "Utro" reelt fra første scene en tør, karikeret og formanende beretning om, hvor galt det kan gå, når man dikkedikker på en skibsbriks – man kan skulle have en krøltop!! Men er dét nu sagen, når hun er ung blondine på vej frem i livet, og han en godt gift stivstikker, der er mindst dobbelt så gammel som hende? (Lone Hertz var 27, Ebbe Rode 56, da filmen havde premiere).

Relativt nøgternt

Ganske vist står "Utro" teknisk relativt nøgternt i både pæn fotografering af svenske Lasse Björne og helt uden underlægningsmusik (med en gennemgående afvikling af den lyriske langsomme sats fra Sjostakovitj' 2. klaverkoncert fra grammofonen i handlingen).

Brætstift umoderne

Men det er en ret ringe trøst, når både hoved- og biroller er så tørre og uinteressante, som det er tilfældet hér. Serveringen er i det hele taget brætstiv og ypperligt umoderne – klart imod enhver Tove Ditlevsen-logik.

Ultrasmå biroller

Masser af kendte og samtidspopulære skuespillere dukker op i ultrasmå og helt ligeyldige biroller, blandt andre Arthur Jensen i tre sekunder som tjener.