Warfare (2025)

    En deling amerikanske elitesoldater havner i en svær knibe i Irak, da det hus, de er strandet i, beskydes voldsomt.


    "STILLE" KAOS

    Selvom "Warfare" har en nationalmilitærhyldende slagside, lykkes krigsfilmen alligevel forbilledligt i sit forehavende med at formidle (Irak)krigens rædsler som oplevet gennem en lille deling hårdt prøvede amerikanske elitesoldater.

     

    Virkelige hændelser bag

    Baseret på virkelige hændelser, hvilket vi – unødvendigt amerilkansk – får udpenslet i den lille epilog, fortælles historien om en gruppe relativt sammentømrede, specialuddannede soldater, der på en overvågningsmission i en støvet irakisk flække pludselig fanges i en villa.

     

    Flugt synes umulig

    Beskudt fra alle sider af Al-Qaeda-fanatikere bliver en flugt umiddelbart umulig. Gruppen har radiokontakt, og diverse forstærkninger er på vej, men inden da sker en række voldsomme hændelser, der øger stress- og smerteniveauet i de spræng-støvede stuer voldsomt.

     

    Dramaturgisk overtænding?

    Det forekommer ganske vist, at ikke alle facetter af "Warfare" er lige gennemtroværdigt gestaltet. Nogle af hændelserne og måden, soldaterne agerer på, lugter af dramaturgisk overtænding – og soldater med erfaring fra lignende krigskaos kan muligvis blive lettere skuffede.

     

    Ærligt lydbillede

    Fra et lidt videre helikopterperspektiv er filmen dog både spændingsmæssigt og fortælleteknisk stærk. Virkningen af de betændte begivenheder er først og fremmest troværdig, fordi lydbilledet er ærligt og nøgent hele vejen igennem – i alt fra den første halve times lange afventen på action (filmens bedste del) til det hektiske, mareridtsprægede krigshelvede.

     

    Føling med situationen

    Skuespillet er over en bred kam virkelig præget af føling med situationen: Bedst er Joseph Quinn som den efterhånden stærkt smerteprægede Sam – og Kit Connor i en mindre rolle som Sam.



    Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025

    Fakta om filmen

    2025, USA, Krig, Krigsdrama, Drama, Action, Biler på film, Fly på film, Biografi, 95 min.

    Dansk titel: Warfare
    Instr: Alex Garland, Ray Mendoza Prod: Andrew Macdonald, Matthew Penry-Davey, Allon Reich, Peter Rice Manus: Ray Mendoza, Alex Garland Foto: David J. Thompson Klip: Fin Oates