Phantom Thread (2017)

Svulmende, 130 minutter lang 1950'er-modedesignerfabel, instrueret af altid armfægtende Paul Thomas Anderson, der også har skrevet manus til og fotograferet "Phantom Thread".

Interessen er på forhånd sikret, når Anderson barsler med en ny film – der er relativt langt imellem dem, og når så ovenikøbet den nærmest myteomspundne Daniel Day-Lewis indtager en af hovedrollerne, står de spektakulære overskrifter allerede i kø. Det er da også en af filmens helt store forcer, at Day-Lewis spiller forbilledligt som den excentriske London-modeskaber Reynolds Woodcock, der i 1950'erne har stor succes med sine flamboyante damekjoler.

Den betydeligt yngre tjernerinde Alma (Vicky Krieps) falder pladask for den grålokkede charmørs klassisk elegante tilnærmelser, og snart danner de par i Woodcocks enorme patriciervilla. Det bliver en prøvelse for begge. Woodcock er nærtagende, (morgen)mopset og døjer indimellem med sit helbred. Alma siger fra og nægter at lade sig kue af befalinger. Imens skal kjolerne produceres, så det kan ikke nytte noget at lade sig rive med af en stemning.

Stemningerne i Andersons dramatiske setup fejler ikke noget. Her er både kælet for detaljen i ansigter og interiører – og selvsagt i kjolerne, for hvilke "Phantom Thread" modtog sin eneste Oscar. Men det kniber (som det er velkendt hos Anderson) med doseringen. Filmen bliver således alt for patetisk i hele sin grundtone – hvor det lidende parforhold skal (ende)vendes om og om igen, konstant(!) musikledsaget, så hjernen tåger til af skiftende og outreret divergerende lydindtryk. Her er alt fra Duke Ellington til Claude Debussy, når altså ikke Jonny Greenwoods "grund-jazz" buldrer derudad.

Formildende er det, at der trods alt kun er to timer og ti minutters (over)længde denne gang. Og så skal det ikke lyde som om, det er en decideret pinsel at gennemleve "Phantom Thread". Filmoplevelsen lagrer sig takket være skuespillet og det ypperlige produktionsdesign.