Agatha's Almanac (2025)

Med sin første længere dokumentarfilm tegner instruktør Amalie Atkins et hjerteligt og på mange måder autentisk portræt af sin 90-årige tante Agatha. Tanten bor alene i den canadiske provins Manitoba, der grænser op til North Dakota i USA, og hun fører en yderst simpel tilværelse på sin 200 hektar store gård, der har været i familiens eje i generationer.

Selvhjulpen 90-årig

Simpel i dén forstand, at hun er stort set selvforsynende og stadig kan klare sig selv og sin enorme grund på egen hånd – hvilket omvendt kræver kræfter og overskud. Men det har djærve Agatha bestemt også!

Topmoderne lookalike

Filmet på 16mm og generelt holdt i et grynet, semioverbelyst sepia/1970’er-look kunne ”Agatha’s Almanac” ligeså godt være en genfundet kosteskabs-smalfilm, men den er altså en topmoderne lookalike, og det fungerer fint til et portræt af denne, må man nok sige, uddøende race af menneskeheden.

Ingen grænser for opfindsomheden

Reelt er der ingen grænser for opfindsomheden, når Agatha skal finde løsninger, fx, hvad hun kan med en rulle gaffatape! Alle disse små og store autodidakte modeller for at drive en selvforsyning udi økologisk landbrug skildres med nærmest taktil akkuratesse i Amalie Atkins’ sensitive portræt, der giver stof til eftertanke for enhver moderne storbykriger.