Shattered (2022)

    En nyskilt, nyrig singlemand forføres af en henrivende blondine, der dog viser sig at have en særdeles gusten bagtanke...


    »HÅNDTAMT SERVERET KRIMI«

    Det undrer, at der ikke bare var en, der sagde stop, da David Loughery indleverede sit manuskript til denne amerikanske film nr. ca. #99.816 om en naiv mand, der kun tænker med banditten og derfor lader sig forføre af en überhenrivende, smækkert læbebidende liderlig kvinde... blot for at erfare, at damen er en bindegal terrorist?

     

    For insisterer man på at levere endnu en film i denne række, må man da som minimum have gjort sig bare en enkelt eller to nye tanker...? Ikke i tilfældet "Shattered", der ovenikøbet først kommer lidt i omdrejninger i de døende minutter.

     

    Chris Decker (Cameron Monaghan) er nyslået techmillionær og endnu mere nyskilt, og han er derfor mere end fresh, da en uventet gæst med det forførende navn Sky (Lilly Krug) i dén grad byder sig til. Der går ikke mange øjeblikke, før de har dampende hed sex i Chris' moderne luksusvilla med udsigt over bjergmark og vang, og Chris køber hele præmissen uden på noget tidspunkt at skele til blot en minimum af sund fornuft. Og den godtroende linje kommer til at koste ham dyrt – Sky er nemlig psykopat med stort p med erfaring udi at franarre netop rige mænd deres formue.

     

     

     

     

    "Shattered" er endog meget lang i spyttet de første en time og et kvarter. Her bliver det tydeligt, at der helt mangler engagement fra det fladt skrevne manus, og skuespillerne bliver indimellem ufrivilligt ynkelige. Det gælder også John Malkovich, der har en mindre birolle som belureren Ronald, der undervejs blandt andet får lesbisk action i stjernekikkerten. Glimt af handlingen præges af den "store pakke i klassisk musik", idet Chris' smarte hjem kan afspille både Beethoven, Vivaldi og Satie på kommando. Men det skriger til himlen, at folkene i lyd- og musikholdet udelukkende har kendskab/villighed til de allermest überkendte værker.

    Som nævnt skal vi helt henimod slutningen, før der kommer blot en anelse kød på den blodløsse masse. Hér viser Chris nemlig, hvad han kan med det sikkerhedssystem, der har gjort ham til millionær.



    Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    2022, USA, Krimi, Drama, Gyser, Bjerge på film, Homoseksuelt tema, 92 min.

    Dansk titel: Shattered
    Instr: Luis Prieto Prod: Claudia Bluemhuber, Veronica Ferres, John Malkovich, Luis Prieto Manus: David Loughery Foto: Juan Miguel Azpiroz Klip: Federico Conforti Mus: Tom Howe